Spring til indhold

“Verdens vildeste mysterier – Atlantis, Area 51, spøgelsesskibe og alle de andre legendariske mysterier” af Lars Henrik Aagaard

Fandtes Atlantis? Hvad var Area 51, og hvem dræbte egentlig John F. Kennedy? Lars Henrik Aagaard fortæller om verdens mest gådefulde mysterier og giver sine videnskabelige bud på, hvordan tingene hænger sammen. 

Fra ca. 10 år. 


Anmeldelse

Jeg elskede Illustreret Videnskab og Illustreret Historie da jeg var barn, og Lars Henrik Aargaards bog om 50 af verdens vildeste mysterier havde været som kattegræs for mig, hvis den var blevet skrevet for 10 år siden. Med to sider dedikeret til hver mysterie, bliver man som læser introduceret til et enkelt mysterie af gangen, akkompagneret med flotte illustrationer og billeder. Alt sammen med en kildehenvisning til illustratorer og fotografer; det er jo lige før jeg fælder en tåre.

I forordet beskriver Aagaard, hvordan formålet med bogen er at sætte fantasien fri og at man ikke får sandheden at kende i denne bog. Man er derimod opfordret til at tænke selv og se, om man selv kan komme på nogle mulige forklaringer. Teksten til hvert mysterie er af passende længde og passende sprog. Det bliver hverken gjort barnligt eller for kort, men derimod rigtig passende til at finde på forklaringer, eventuelt med det formål at man selv kan undersøge mere, hvis man finder det interessant.

Mysterierne spænder vidt og bredt fra klassikere såsom Bermuda-trekanten, Area 51 og Det store måne-fup, til lokale som Danmarkshistoriens største mordgåde og Guldhornene, men også afstikkere og ukendte for mig, såsom Monstret fra Gévaudan og Al Naslaa-stenen. Kort sagt er der virkelig noget for alle i denne bog! 

Hvis det ikke kan mærkes, så er mine arme ikke til at komme ned over denne bog. En enormt stor anbefaling til nysgerrige børn (og voksne), som elsker mysterier, historie og at sætte fantasien fri. 6/6 stjerner.

Tak til Forlaget Carlsen for anmeldereksemplaret.


Fakta

Forfatter: Lars Henrik Aagaard

Antal sider: 112

Udgivelsesdato: 02/05/2024

Forlag: Carlsen

Stjerner: 6/6 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *