Efter nogle dramatiske begivenheder ønsker Ellie Anthony og hendes treårige datter, Hope, bare fred og ro. De står alene i verden og har ingen at stole på. Ellie leder på ingen måde efter kærlighed, mest af alt leder hun efter et sikkert sted at bo. Men da Jax Mayson insisterer på, at de skal bo hos ham, ser Ellie ingen anden udvej end at stole på ham. Også selvom hun er urolig over de følelser, han vækker i hende.
Første gang Jax ser Ellie, falder han for hende med et brag. Han ved, at det nu er hans tur til at opleve Mayson-forbandelsen. Jax’ oplevelser som barn spejler på mange måder de udfordringer, Ellie står over for, og det giver ham en stærk trang til at beskytte de to piger og gøre dem til sin familie. Han er fast besluttet på at bevise, at han er manden, Ellie og Hope fortjener. Men han ved også, at det betyder, at han må gøre op med sin fortid – som han ikke har tænkt på i over 20 år.
‘Indtil Jax’ er 6. bog i ‘Indtil’-serien.
Anmeldelse
’Indtil Jax’ fortsætter videre fra, hvor vi sluttede i ’Indtil July’, hvor Ellie og July har været taget til fange. Jax er søn af Lilly og Cash, som vi kender fra de første bøger, og nu følger vi hans historie og hvordan Mayson forbandelsen rammer ham, hvor han bliver hovedkluns forelsket i Ellie.
Da han møder Ellie, er det under nogle vanskelige forhold, da hun har været fange, så hun skal igennem helbredsundersøgelse på sygehuset. Hendes eneste ønske er dog at komme ud derfra og hen til sin datter, Hope, som hendes mor har efterladt hos Ellies tante. Jax er dog ikke klar til at give slip på hende, og da han først finder ud af, hvordan hendes levevilkår har været, inden de mødte hinanden, er han ikke nem at slippe af med igen.
Jeg elsker, hvor stort Jax hjerte er og hans store hjælpsomhed. Ellie kom også hurtigt under huden på mig, fordi jeg fik medfølelse med hende og det, hun har været udsat for. Hun har også et kæmpe hjerte, og har klaret sig rigtig godt på trods af alt den modgang, hun har mødt gennem livet, som også har medført, at hun er blevet voksen på kort tid.
Jeg nød at genlæse ’Indtil Jax’, som bare indeholder så meget varme, kærlighed og familiestøtte, og jeg elsker at de her bøger har en god portion af både sexede scener men også drama og action. De er hurtigt læste, specielt fordi de rammer læseren direkte på følelserne.
Tak til Palatium Books for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Aurora Rose Reynolds
Antal sider: 236
Udgivelsesdato: 12/03/2024
Forlag: Palatium Books
Stjerner: 5/6