Tak til Julie M. Day og Leatherbound for interviewet.
I forbindelse med, at fortsættelsen til ‘Grænsen til Trafallas’ udkommer, har vi lavet et interview med forfatteren bag bøgerne, Julie M. Day, for at præsentere hende, inden hendes eget indput til vores blog bliver udgivet herinde. Vi håber, I får besvaret nogle af de spørgsmål, I muligvis har til hende her.
Personlige spørgsmål
Fortæl os kort om dig selv?
Mit navn er Julie, og jeg er lige fyldt 30 (gys!). I 2017 debuterede jeg som forfatter med første del af fantasytrilogien Grænsen til Trafallas. Før jeg min bog kom ud, troede jeg, at jeg skulle læse til veterinærsygeplejerske. Jeg elsker dyr, læs; knuselsker dyr. Men nu må det med dyrene blive på et kæledyrsplan, eftersom jeg har valgt at være fuldtidsforfatter. Jeg blev gift med min store kærlighed i 2014, og vi er i dag forældre til Benjamin på 2 år. Til dagligt bor jeg i en provinsby i Østjylland, hvor der ikke er langt til strand, er masser af himmel over hovedet og græs under fødderne og gylledunst om foråret.
Hvad var din absolutte yndlingsbog, da du var mindre? (som du kan huske?)
Er det kliché at sige Harry Potter? Uanset hvad bliver jeg nødt til at sige det. Harry Potter. Jeg elskede bøgerne fra første side, og jeg elsker dem stadig den dag i dag. De må være mine absolutte yndlings.
Hvordan kom du på ideen til at skrive ’Grænsen til Trafallas’?
Ærligt, så ved jeg det faktisk ikke. Jeg anede ikke, at jeg kunne skrive, men jeg besluttede mig for at prøve. Det var en varm sommerdag, og jeg arbejdede i en reception. Stort set alle medarbejderne var taget på sommerferie, og jeg var lige blevet færdig med en bog, jeg ellers havde fået tiden til at gå med. Det her var før, at de sociale medier sådan for alvor havde slået igennem, så det fandtes der ikke noget af på éns telefon. Derfor åbnede jeg et word-dokument. Jeg ved ikke, hvad jeg forestillede mig – at jeg bare kunne sætte mig ned og skrive? Så nemt skulle det i hvert fald ikke blive. Jeg opdagede ret hurtigt, at det var svært at få hul på bylden. Jeg besluttede dog til sidst, at jeg bare skulle skrive et eller andet, uanset hvad. Det vigtigste var at skrive, og der gik faktisk ikke mange øjeblikke, før en kvindelig hovedperson tog form. Hendes navn var Grace, og hun ville anede noget, der satte en spiral af skelsættende begivenheder i gang. På dette tidspunkt kendte jeg intet til Trafallas, skriftrullen eller tigeren. Jeg lod historien fortælle sig selv, og sikke en rejse jeg kom på.
Hvilken bog ville du anbefale til os?
I fantasygenren vil jeg anbefale ’Et rige af torne og roser’. Den er fed. 2’eren er endnu federe. Hvis I allerede har læst dem, så skal I læse ’Ellekongen’ af Signe Fahl eller ’Næslandet’-serien af Eva Egeskjold. Det er fantastiske bøger. Skal det være YA, så skal I læse Provinspis af Ditte Weise. Hmm, det blev vist til mere end kun én anbefaling, men læs alle bøgerne. De er vidunderlige.
Hvad har du af fremtidsplaner, som vi kan glæde os til?
Jeg har mange planer. Alt for mange! Der findes ikke nok timer i døgnet til at få skrevet alle de historier ned, som jeg planlægger inde i mit hoved.
Til at starte med kan I glæde jer til anden del i Trafallas-serien. Den udkommer lige om lidt. Serien sluttes (om alt går vel) næste år med tredje og sidste bind. Samtidigt med Grænsen til Trafallas er jeg påbegyndt et hemmeligt projekt, som bliver afsløret (tror jeg nok) til fantasyfestival i år. Herefter brygger jeg på en ny fantasyhistorie, som også bliver en serie. Efter den har jeg en dystopisk Sci-Fi-roman eller to, som jeg også gerne vil i gang med. Nååh jo, jeg har da vist også noget liggende om vampyrer, og allernederst i gemmerne ligger der måske en lille YA-ting! Pyyha.
Til bogen og universet
Var der dele af bogen, som var svære for dig at skrive og hvis ja, hvorfor så? Enten på et historisk eller personligt plan.
Det sværeste ved Trafallas var nok netop dét: Trafallas. Jeg opdagede ret hurtigt, hvor stort et univers jeg var trådt ind. Hvor komplekst det var. Det var ikke bare noget, der kunne skøjtes hen over. Det nægtede jeg. Derfor blev det lidt svært indimellem at huske alting. Det er stadig med tungen lige i munden, når jeg skal huske forskellige udtryk, regler, skikke, steder, personer osv. Men det er sjovt. Jeg har virkelig en fest, hver gang jeg rejser dertil. Det er mit helt eget magiske rum, og jeg ville ønske, at der faktisk fandtes en grænsen, som jeg kunne krydse og besøge landet Trafallas.
I del 2 sker der et par spoileri ting, som jeg ikke kan komme nærmere ind på her, men de var svære at skrive. Det var følelsesmæssigt hårdt. Især fordi hovedpersonen Grace skal igennem noget, som jeg, heldigvis, ikke selv har følt på egen krop. Det var til tider en udfordring, hvor jeg på en og samme tid var fascineret og trist.
Er der nogle karakterer som du selv identicere dig med? Hvorfor til både ja eller nej.
Jeg identificerer mig med hovedpersonen Grace. Mange af hendes følelser og valg udspringer af mine egne. Jeg har ”lånt” fra mig selv, når jeg skulle skrive hendes reaktioner. ”Hvordan ville jeg selv have det? Hvad ville jeg gøre?”. Så på den måde er der meget af mig i hende. Men der er så sandelig også meget af mig i de andre personer. Som forfatter lægger man jo lidt af sin sjæl i alle. Både gode og dårlige egenskaber. Det kan næsten blive helt terapeutisk, når man har forstørret en eller anden kvalitet, man selv besidder og så læser om den hos en fiktiv karakter. Det er faktisk ret sjovt, og indimellem også lidt en torn i øjet.
Hvorfor valgte du netop at skrive en bog, som drejer lidt paralleller til J.R. Tolkiens univers, da begge jeres bøger er fyldt med skrifter, hemmeligheder og en anden verden, som tilhører naturen mere end f.eks. science fiction? Er du selv inspireret af hans værker eller har du en anden årsag, da netop den form for dit univers er mindre benyttede i bøger?
Jeg er kæmpe Tolkien-fan, så han er uden tvivl en stor inspirationskilde og vil fortsat være det langt ind i fremtiden. Det har ikke været bevidst, at jeg ville lægge mig op ad hans fortællinger. Det, jeg var allermest fascineret af, var, at der ikke fandtes flere historier om elvere. Det forstod jeg simpelthen ikke. Sidenhen er der kommet flere til, som f.eks “Et rige af torne og roser”, men man skal også huske på, at Grænsen til Trafallas begyndte jeg at skrive på tilbage i 2010. Dengang skulle alt fantasy være vampyrer, og det havde jeg brug for at reagere imod, tror jeg. Derfor blev det til elvere. Udover dette så kan jeg godt lide smukke ting, smukke omgivelser og smuk natur. Det var oplagt at lave mit fantasyland til noget, der kunne lige en scene fra Ringenes Herre.
Har du baseret nogen af dine karakterer på folk du kender i virkeligheden?
Åh ja. Det kommer jeg ikke udenom. Jeg tror ikke, at der nogen forfattere der kan sige sig helt frie for at have lånt karaktertræk fra en ven eller et familiemedlem. Man skal jo hente inspiration et eller andet sted fra. Jeg vil dog sige, at der ikke er nogen af mine karakterer, der udelukkende er baseret på et individ. De er et mix. Hybrider. Det er både bevidst og ubevidst, når jeg låner fra folk, som jeg kender i virkeligheden. Indimellem kan jeg pludselig genkende noget i mine karakterer fra mennesker, som er tæt på mig. Det er ret sjovt, når det sker.
Du har selv fortalt at du var lang tid undervejs med din bog; har det gjort, at du har ændret nogen ting i forhold til din oprindelig idé? F.eks. karaktererne, plottet.
Omskrivninger er faktisk den primære grund til, at Trafallas var så længe undervejs. Jeg har ændret starten på bogen hele tre gange. Den har haft tre vidt forskellige begyndelser. Når jeg i dag læser nogle af dem, kunne jeg grave mig ned. De var alle sammen helt forkerte, og det vidste jeg inderst inde godt. Derfor gjorde jeg ikke mere ud af Trafallas, før jeg endelig en dag sad med den helt rigtige start. Udover dette har der været småting hist og pist, som ikke har fungeret og som er blevet omskrevet løbende. Men det var begyndelsen, der ikke passede ind, og som jeg simpelthen ledte med lys og lygte efter i mange år, før jeg fandt den.
Interview af Marie Lorentzen og Ida Marie Mortensen med Julie M. Day.