Laurie og Pete kender ikke hinanden, før en skæbnesvanger begivenhed fører dem sammen. På samme nat mister de hver især en partner og for at overkomme sorgen, tilmelder de sig en sorggruppe – og møder hinanden.
I takt med at de taler sammen, opdager de, hvor meget deres historier minder om hinanden. Kærligheden vokser mellem dem, men Pete opdager en sandhed, som vil ændre alting.
Mit sande nord er en fortælling om venskab, kærlighed, hemmeligheder og blændende nordlys.
Anmeldelse
’Mit sande nord’ er en uofficiel fortsættelse på Milly Johnsons tidligere bog ’Tehuset på hjørnet’, da den bygger videre på den sorggruppe som blev skabt i den tidligere bog og man møder nogle karakterer derfra. Dog kan den sagtens læses uden at man har læst ’Tehuset på hjørnet’, så det skal man ikke bekymrer sig omkring. Alle karaktererne bliver introduceret på fineste vis, hvilket også er gavnligt, hvis det lidt tid siden man har læst ’Tehuset på hjørnet’.
I den her bog møder vi først Laurie og så Pete, som hver har deres partner og et lykkeligt liv. En skæbnesvanger nat gør dog at de begge mister deres elskede. Langsomt med pres fra deres omgangskreds begynder de begge i en sorggruppe og langsomt begynder følelserne at spirer. Jeg er helt vild med at vi får vores hovedpersoner præsenteret hver for sig samt deres omgangskreds, hvilket gør at man virkelig kommer under huden på dem. Ligeledes får deres venners problemer også lov til at fylde lidt i historien, som gør at karaktererne har mulighed for at blive udfoldet på helt andre måde end hvis de kun var de to der kunne interagere med hinanden.
Selvom det ikke var svært at gætte hvad den store hemmelighed i fortællingen var, blev jeg alligevel lidt taget på sengen. Ikke mindst fordi at Lauries svigerforældre var dybt forfærdelige og jeg havde ikke forventet at der ville være lige så meget had i bogen som der var kærlighed. Det var en speciel kontrast, men som kun klædte historien. Ens følelsesbarometer kommer kun til at være helt oppe og ringe over at have læst historien, men hvor jeg græd med Pete og Laurie grinte jeg også med dem, og blev langsomt forelsket i fortællingen.
Jeg har ikke en finger at sætte på denne bog. Jeg er måske endda endnu vildere med den end med ’Tehuset på hjørnet’ som ellers også var helt fantastisk. Jeg elsker karaktererne, menneskeligheden og den langsomme måde Pete overvejer om han skal invitere Laurie ud. Og selvom slutningen var lidt åben, så kan man kun elske bøger der slutter til havs under en stjernehimmel. Det jo helt magisk.
’Mit sande nord’ får seks ud af seks stjerner fordi det er en fantastisk sød fortælling om sorg, om at finde kærligheden igen og om at finde ud af en hjerteskærende sandhed. Hvis man er vild med ”Mig før dig” er det her lige bogen for en!
Tak til forlaget North Audio Publishing for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Milly Johnson
Forlag: North Audio Publishing
Udgivelsesdato: 25 maj 2022
Antal sider: 576 sider
Antal stjerner: 6/6 stjerner