Spring til indhold

“Den dovne vegetar” af Camilla Skov

“Den dovne vegetar” af bestsellerforfatteren Camilla Skov er en fantastisk bog, der byder dovenskaben velkommen ind i køkkenet!
Som nybagt mor lærte Camilla sig selv, hvordan hun kunne lave lækker mad med en mindre indsats.

Bogen er spækket med lettilavet vegetarmad, der passer perfekt ind i en hektisk hverdag. Her finder du retter, der er hurtige at lave, ovnretter der passer sig selv, og nemme pastasnacks. Det er madlavning i slow motion med milde øjne på travle dage, hvor madlavning skal være en rolig pause.

“Den dovne vegetar” er den ultimative guide til at spise godt uden at bruge timevis i køkkenet. Camilla Skov, kendt fra “Vegetarisk Hverdag” og “Billig mad på dyre tallerkener”, tager dig med på en lækker rejse gennem nemme, velsmagende og dovenvenlige opskrifter, der vil glæde både smagsløg og sjæl.


Anmeldelse

Som så mange andre, vil jeg gerne leve mere vegetarisk, men jeg har altid følt mig udfordret på at skabe lækre og mættende vegetariske retter, som også skal passe til min hverdag. Mange af de vegetariske opskrifter jeg kender, kræver lang tid og forberedelse, og som jeg også bare har fået for meget i mit liv (herunder Dahl). Derfor var jeg ellevild da jeg blev opmærksom på ”Den dovne vegetar”, fordi den virkede som svaret på mine bønner. 

Bogen er organiseret i sektionerne “Hverdagens Helte”, “Pastasnask”, “Plademad”, “Frysermad”, “Suppedaseri”, “Salater til flere dage” og “Fika”. Bogen præsenterer retter, der minder mig om dem, jeg normalt ville tilberede med kød, så jeg nemmere kunne erstatte den almindelig ret, jeg ville lave, med en vegetarisk udgave. Opskrifterne varierer for retter der kun fungerer som vegetarisk, men også vegetarisering af almindelige retter, såsom ”Halloumi med persillesovs” som alternativ til stegt flæsk. Gennem bogen får man også mere at vide om forfatteren, Camilla Skov, og hendes tilgang til madlavning. Det giver et fint samspil til retterne og en italesættelse af den tid vi lever i.  

Jeg fandt retterne både lækre og lærerige, da de introducerede mig for nye vegetariske ingredienser, som jeg nu regelmæssigt anvender, f.eks. Gochujang, som jeg bruger som chili i min madlavning fordi jeg synes det giver en anden varme end tørret chili. Desuden føler jeg, at det er blevet lettere for mig at eksperimentere med mine egne opskrifter, da bogens retningslinjer for, hvad der udgør en tilfredsstillende og velsmagende vegetarisk ret, har været en stor hjælp.  

Jeg vil varmt anbefale ”Den dovne vegetar”, som jeg har været utroligt begejstret for. Den er praktisk, fyldt med gode alternativer og budgetvenlig. Selvom jeg sætter pris på komplekse kogebøger med dyre ingredienser og elegante præsentationer, har jeg allerede brugt “Den dovne vegetar” langt mere end nogen af mine andre kogebøger, fordi den er så enkel og samtidig sprudlende af smag. 

Min absolutte yndlingsting ved bogen, er at der ved hver opskrift, står forslag til hvis man skal være mere doven eller har brug for at erstatte nogle af råvarerne. Jeg synes selv det er en pest, hvis jeg ikke kan få en specifik grøntsag og er i tvivl om, hvad jeg kan erstatte den med. Det gør det også nemmere at skabe variation ud fra grundopskrifter.  

Til slut vil jeg give min top fem af yndlingsopskrifter fra bogen: 

  1. Go to-pasta med broccolini 
  1. Østershattekebab 
  1. Katsu curry 
  1. Nudelsuppe med tofu og guchujang.  
  1. Tex mex-fries 

“Den dovne vegetar” får 6/6 stjerner fordi det er en praktisk kogebog, der både tager højde for helt nye vegetarer, som gerne vil have noget velkendt, og alligevel trækker nogle helt andre smage og evner frem.  Samtidig tager den gæster, sværhedsgrad og tid med i ligningen, så alle virkelig kan være med. En helt fantastisk kogebog, og jeg glæder mig utrolig meget til at prøve kræfter med flere opskrifter fra Camilla Skov. 

Tak til Grønningen 1 for anmeldereksemplaret.   


Fakta

Forfatter: Camilla Skov

Antal sider: 192

Udgivelsesdato: 02/10/2023

Forlag: Grønningen 1

Stjerner: 6/6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *