Spring til indhold

“Sanjategnet” af Majbrit Ravnholt Cramer

Bue kan befale over andre med sit ord. Om halsen bærer han et sanjategn. En nøgle af ben, der i hans verden viser, at evnen har afsløret sig i ham. Men han forstår ikke at styre sine kræfter og kommer ved et uheld til at dræbe sin onkel.   

I Danmark er en seriemorder på fri fod. En såkaldt copycat, der benytter samme fremgangsmåde som en seriemorder tilbage i 1800-tallet. Fælles for ofrene er, at de alle kort før deres død har påstået at være udødelige. Ligene bliver desuden altid fundet med et sanjategn om halsen.   

I Den Gamle By i Århus mener museumsdirektøren, at nutidens morder er den samme som dengang. En udødelig, der slår andre udødelige ihjel.  

Agnete, hvis far er et af ofrene, ved ikke, hvad hun skal tro. Snart må hun dog sande, at Den Gamle By i Århus ikke er, hvad den giver sig ud for at være. Museets hemmeligheder snævrer sig ind omkring hende, og inden længe kastes hun ud i et kapløb mod tiden for at standse morderen. 


Anmeldelse

“Sanjategnet” må være årets mest originale bog. Så kort kan anmeldelsen skrives. I et fantastisk mix af mord, mysterier, slægtskaber og konspirationsteorier, har Majbrit Ravnholt Cramer skrevet en bog, der ulig nogen anden, tager læseren med til en verden, hvor intet vi kender, er det som vi forventer. Mindst af alt Den Gamle By i Aarhus.  

I en veksling mellem 1800-tallet og nutiden jagtes en seriemorder, der kun slår mennesker ihjel, der hævder at være udødelige. Agnes, vores hovedperson, bliver ufrivilligt hevet ind i jagten på morderen, mens hendes egen verden vendes op og ned. Magi og mystik skaber forbindelser på tværs af årene, mens en tragisk historie ligger til grund for den mange mord, som Agnes, med hjælp fra nye bekendtskaber, forsøger at stoppe.  

Vigtigst af alt, er det faktum, at “Sanjategnet” er en ‘voksenroman’, selvom den står som Young Adult, hvilket giver et utroligt frisk pust. Alle vores karakterer skal bibeholde deres almindelige arbejde som lærere og ansatte i Den Gamle By, mens de forsøger at standse mordene. Kærligheden kommer også i klemme i fortællingen, men mordmysterierne får første prioritet, hvilket skaber en fantastisk balance, for dem der er kommet for krimi-aspektet, men som alligevel ikke kan lade vær med at falde for karakterne.  

Med Majbrits skarpe blik for det historiske og retfærdigheden, trækker jeg paralleller til ‘Skammerens Datter’, som ubetinget var en af mine yndlings-serier som ung, og “Sanjategnet” kunne bestemt godt gå hen og blive den voksne-pendant for mig. Derudover skabes der en detaljeret, men ikke trættende verden, hvor man nemt finder sig til rette i de regler og vilkår der var i de forskellige perioder. Karakterne var derudover dybdegående og de fik alle lov at fylde i bogen, hvilket ellers er et sjældent syn. Jeg ville elske at læse selvstændige fortællinger med alle de involverede karaktere, fordi de har så meget at byde på, og selvom Majbrit brugte dem til fulde, så kunne jeg snildt snuppe en eller flere fortællinger med dem.  

I resumeet bliver man præsenteret for hovedplottet, men undervejs dukker der flere mysterier op, som langsomt bliver løst i takt med at hovedplottet løses, hvilket er absolut fortrinligt. De holder både fast i mystikken, men skaber også interessekonflikter og klæber mig til fortællingen. Til slut er der jo morderen. Normalt har jeg altid et par stykker, jeg tænker det godt kunne være, men jeg blev jeg taget fuldstændig på sengen. På grænsen til, at jeg synes det var lidt pinligt, for alle ledetrådene lå tydeligt foran mig, og jeg kunne slet ikke se dem. Kæmpe cadeau til Majbrit for at lykkes med det! 

Bogens slutning gjorde det klart, at der ikke kommer flere bøger i serien, men hvor ville jeg dog ønske der kom flere, for “Sanjategnet” var helt fænomenal. Charmerende, dybdegående og morderisk, ulig noget dansk litteratur jeg har læst. Uanset hvad, så glæder jeg mig til at læse mere fra Majbrit. Til slut vil jeg bare gentage, hvor absolut lamslået jeg var over hovedplottet og brugen af Den Gamle By. Det er grænsende til noget af det sjoveste jeg har læst i årevis, men absolut det mest originale. “Sanjategnet” får 6/6 stjerner.  

Tak til forlaget Facet for anmeldereksemplaret.  


Fakta

Forfatter: Majbrit Ravnholt Cramer

Antal sider: 354

Udgivelsesdato: 07/02/2024

Forlag: Facet

Stjerner: 6/6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *