Spring til indhold

“Adams offer” af Anet Elga

En bliver sigtet for et mord, hun ikke har begået. En anden leder forgæves efter sin forsvundne ven. En tredje gemmer på en hemmelighed, som for alt i verden ikke må slippe ud.

10 dage. Så længe skal Indigo Brun kæmpe sig gennem hverdagen og jobbet i medicinalfirmaet PharmaGrande, før hun og børnene kan komme afsted på en længe ventet ferie. Men intet går som planlagt. 

Da Indigo om morgenen møder ind på arbejde, får hun at vide, at en mand med relation til PharmaGrande er blevet myrdet. Få timer senere finder hun sig selv sigtet og hovedmistænkt for mordet. 

15 km syd for PharmaGrandes stålindfattede glasbygning sidder Knallert-Lars i sit kolonihavehus og tæller dråberne fra regnen. Han forstår ikke, hvorfor livet skal være så svært. Hvorfor tager hans gamle ven Kusse ikke sin telefon? I morgen vil han gøre alt, hvad han kan for at finde ham. Men først skal han lige have en øl mere. 

To liv, der tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre, hvirvles ind i et nervepirrende spil. Uden at vide det er de begge viklet ind i den samme sag, og inden længe udvikler deres jagt på sandheden sig til en kamp om liv og død.

‘Adams offer’ er en krimi om penge, magt og status – og om ensomheden i alle dens forklædninger.


Anmeldelse

‘Adams offer’ er en dansk krimi, som tager læseren med ind i en verden af hemmeligheder, forsvindinger og mord indenfor medicial industrien. Hovedpersonen Indigo Brun befinder sig i et mareridt, da hun pludselig sigtes for mordet på en mand med forbindelse til hendes arbejdsplads, PharmaGrande, selvom hun aldrig har mødt ham før. Samtidig kæmper Knallert-Lars med at finde sin ven, som mystisk er forsvundet. På trods af deres tilsyneladende adskilte liv, vikles de to ind i en kompleks sag, hvor sandheden synes lige så svær at finde som det næste skridt i deres liv.

Jeg synes særligt at bogen gjorde indtryk ved at tage os tæt på karaktererne, især Indigo, hvis kamp for retfærdighed og klarhed er til at tage og føle på. Hun er en stærk og sympatisk hovedperson, hvis ønsker om en rolig hverdag hurtigt bliver knust. Og mens alt er rod i hendes arbejdsliv, får vi også smugkig inde i hendes hjemmeliv, hvor en privat ulykke stadig fylder. Anet Elga skaber en intens atmosfære omkring PharmaGrande og dets moralske gråzoner, hvilket åbner for spørgsmål om magt og etik i medicinalindustrien. 

Knallert-Lars er en interessant kontrast til Indigo – en noget ensom og opgivende karakter, som dog bærer på en sjælden form for loyalitet. Hans mission for at finde sin ven Kusse skaber både spænding og humor, mens hans tilværelse i kolonihavehuset og den evige kamp mod ensomheden afslører en anden side af bogens tema om isolation. Hans karakter bliver et overraskende og menneskeligt element i bogen, og hans situation føjer ekstra dybde til historien.

Sammen danner de to hovedpersoner og deres kampe en uventet sammenhæng, der giver ‘Adams offer’ en interessant dynamik og et godt tempo. Jeg blev holdt fanget til det sidste, hvor især sorg fyldte en stor del af fortællingen. Med sit skarpe blik på både magt og ensomhed giver bogen et troværdigt billede af, hvor langt man vil gå for at holde hemmeligheder skjulte.

Alt i alt er ‘Adams offer en solid krimi med dygtige karakterportrætter og en interessant samfundskritik. Bogen får 4 ud af 6 stjerner for sin evne til at kombinere spænding med refleksion, men der kunne ønskes lidt mere dybde i visse bipersoner og baggrundsfortællinger.

Tak til Anet Elga for anmeldereksemplaret.


Fakta

Forfatter: Anet Elga

Antal sider: 460

Udgivelsesdato: 26/06/2024

Forlag: Superlux

Stjerner: 4/6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *