Spring til indhold

“Alt det vi mistede undervejs” af Birgitte Bartholdy

Resume

Da Morten skrider efter mange års ægteskab, mister Sigrid ikke bare sin partner, men også noget af sig selv. Sigrid og Morten har to halvvoksne sønner og har levet et helt almindeligt forstadsliv, men tæppet rives væk under Sigrid, da Morten en dag fortæller, at han vil skilles. Ordene hænger ikke længe i luften før han har pakket sin taske og flyttet ind i sin nye lejlighed. Hvor længe har skilsmissen været planlagt? Har Morten fundet en anden? Gav Sigrid ham ikke nok sex – og er sex virkelig noget man “giver” til sin mand? Spørgsmålene vrimler i hovedet på Sigrid, imens hun må komme på benene i sit nye singleliv. ”Alt det vi mistede undervejs” er en fortælling om de jordskælv i vores liv, der ikke nødvendigvis ser ud af det store udefra, men som slår revner langt ind i fremtiden.

Anmeldelse

Jeg kan være utrolig kritisk over for bøger som jeg betegner som ”livsfortællinger”. For mig indebærer disse ofte en hovedperson i en forfærdelig situation, men som møder et andet mennesker, der giver dem lysten til livet tilbage. Den slags fortællinger findes i et utal af udgaver og konstellationer. Nogle gange er de utroligt dystre, mens andre er grænsende til det sukkersøde. På hver sin måde kan det være en fantastisk læseoplevelse, alt afhængig af, hvad man er til. Og med den indledning, må jeg bare sige at ”Alt det vi mistede undervejs” rammer fuldstændig ind i det nåleøje, som gør at det er bogen alle kan læse og få en fantastisk oplevelse ud af.

I ”Alt det vi mistede undervejs” møder vi Sigrid, hvis mand Morten er gået fra hende. Hun lever det ’helt’ rigtige liv med et flot hus, smuk have og to teenagebørn, men det liv er åbenbart ved at kvæle Morten fuldstændig. Midt i en utrolig træls tilstand, ser Sigrid gennem vinduet, at hendes ældre nabo er ilde tilredt og træder til for at hjælpe ham (mere af nød end af lyst). Det åbner op for nogle gode reflektioner, som bestemt ikke er nok til at redde hendes ægteskab, men nok til at redde sig selv.

Ægteskab, kommunikation og ømhed er store temaer i ”Alt det vi mistede undervejs” og titlen rammer så rigtigt med, hvad det centrale i fortællingen er. Der er ingen store udsving eller kæmpe katastrofer, men derimod små revner i fundamentet som endelig bliver set og hørt. Både Morten og Sigrids revner bliver set, men også Sigrids veninders revner og naboens revner. Selvom karaktererne flere gange italesætter, hvordan de troede hinandens liv var, så er intet trukket op på et perfektionistisk niveau. Skænderier, frygt og ensomhed lurer i alle hjem.

Sigrid er den perfekte hovedperson, for hendes omsorg, ønsker og behov er så relaterbare, men samtidig også drivende for fortællingen. Morten møder vi sporadisk, men han bliver ej heller udgjort til skurken over dem alle, selvom det havde været den nemme udvej. Generelt er der et flot og passende persongalleri, der får historien til at flyde så smukt og elegant, mens det samtidig ikke bliver for meget at holde styr på.

Jeg synes at ”Alt det vi mistede undervejs” er en fantastisk fortælling om at miste og finde sig selv igen, men på et plan der virker genkendeligt og relaterbart. Selvom man ofte ønsker at fortællingen har en skurk, er bogen så nuanceret, at uanset hvor hårdt man forsøger, så er virkeligheden ikke sort hvid. Jeg var dybt underholdt og læste hele bogen på fem timer. Den får 6/6 stjerner og jeg håber vi snart får flere bøger fra Birgitte Bartholdy.

Tak til forlaget Falco for anmeldereksemplaret.

Fakta

Forfatter: Birgitte Bartholdy

Forlag: Falco

Udgivelsesdato: 25/04 2023

Antal sider: 350

Antal stjerner: 6/6 stjerner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *