“Skyggerne fra Sprogø" af Vibeke Marx

Skrevet af Ida Marie Mortensen

Resume

En dag kom børneværnet og fjernede dem alle sammen. Hvor de små kom hen, ved Magda ikke, men selv kommer hun til kvindeanstalten på Sprogø. Her bliver hun gravid og tvinges til at bortadoptere og glemme barnet, men Magda kan ikke glemme. Hele livet drømmer hun om og længes efter Drengen. Et savn, der ikke bliver mindre, da hun får job som tjenestepige hos en familie med et barn i samme alder. Barnet hedder Gunnar, og han er et mærkeligt barn. Ursula lider i barndommen voldsomt under sin tyranniske fars, Gunnars, sarkasme og følelseskulde, og som voksen søger hun desperat hjælp det ene sted efter det andet i håb om at blive sine traumer kvit.

Anmeldelse

Som en der regelmæssigt har rejst fra Sjælland til Jylland har Sprogø altid været et samtaleemne jeg ikke har været bange for at berøre. Selvom jeg synes jeg har vidst en god del om historien og forholdene på Sprogø, så fjerner Vibeke Marx sit fokus fra anstalten til de mange liv som er blevet berørt af Sprogø-brændemærket. I 2023 er det 100 år siden at anstalten på Sprogø åbnede, og Modtryk har i den anledning genoptryk ”Skyggerne fra Sprogø”.

Vi følger i begyndelsen Magda som bliver groft udnyttet af gifte mænd, de ansatte på Sprogø og stort set alle som er bevidste om hendes ophav. Som et lys i vinden forsøger hun at holde gejsten oppe, at håbe på at se sine børn igen og at det barn hun får lov at beholde, kan få sig et godt liv. Det er forfærdeligt at læse, hvordan en stærk kvinde langsomt bliver nedbrudt og til sidst står som et spøgelse af sig selv, med ingen ved hendes side som kan forstå det. Ikke engang hendes egen datter, som måske synes sin mor er mere sær end noget som helst andet. I begyndelsen havde jeg svært ved at fange Magdas karakter fordi Vibeke Marx skriver så nøgtern, men hun lader karaktererne bryde frem gennem handlinger frem for indre monolog.

Vi springer i fortællingen og møder andre mennesker, som også er mærket af Sprogø, dog på deres helt egen måde. Vi får lov at opleve, hvordan et stærkt had skabt i barndommen antænder en lavine af ødelagte liv, og den eneste måde at arbejde sig igennem det, er ved at tale om det. Men alle nægter at tale om det, og de få gange Sprogø bliver nævnt, er det som en fornærmelse mod andre kvinder. Det er hårdt at være vidne til, og så mange karakterer har brug for at blive holdt om og hørt, men ingen er interesseret i at snakke. Hverken om Sprogø, men også om det at være menneske og finde sin plads i livet.

Vibeke Marx har skrevet en uhyggelig, raseri-fremkaldende, nøgtern fortælling om livet som Sprogø kvinde hinsides Sprogø. Hvordan man aldrig får lov at slippe, hvis man én gang er dømt åndssvag, og hvordan éns stemme forsvinder, fordi stærke, livlige kvinder blev set som løsslupne, evnesvage med ingen morale.

”Skyggerne fra Sprogø” får 6/6 stjerner fordi jeg sjældent har følt mig så ramt af en fortælling, og fordi den går længere end de kvinder som blev brændemærket. Den følger deres børn og andre efterkommere, og hvordan ingen kan blive fri fra Sprogø stemplet, selvom det er generationer tilbage. En barsk fortælling med en ny vinkel, som alle bør læse.

Tak til forlaget Modtryk for anmeldereksemplaret.