"Det amerikanske datingeksperiment" af Elena Armas


Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Resume

Rosie Grahams liv er et rod. Hun har netop sagt sit velbetalte job op for at skrive kærlighedsromaner på fuld tid. Nu lider hun så af en alvorlig skriveblokering. Loftet braser bogstaveligt talt ned om ørerne på hende, og hendes tilflugtssted viser sig at være beboet af veninden Linas yderst attraktive fætter, Lucas.


Lucas, som Rosie måske, måske ikke har fulgt lidt vel intensivt på Instagram. Som galant tilbyder hende at bo under samme tag. At lave fabelagtig mad til hende. Og at tage hende på en række datingeksperimenter som romantisk inspiration til skriverierne. Ikke noget, Rosie og hendes uskyldige onlinecrush ikke kan håndtere. Overhovedet ikke. For ellers ville hendes hjerte jo virkelig være i vanskeligheder. 


Anmeldelse

Der skulle ikke mange sider til, før jeg var helt opslugt af ’Det amerikanske datingeksperiment’. Jeg var fuldstændig ”in sync” med Rosie, som tør forfølge sine drømme ved at sige sit faste arbejde op for at skrive bøger. Allerede der havde bogen vakt min interesse, og da jeg så lærte hende at kende, kunne jeg genkende rigtig mange ting fra mig selv.


Hun er nemlig også familiemenneske med stort F, og hun springer for sin familie hver gang de har brug for hende. Derudover vil hun ikke føle sig til besvær og tilsidesætter sine egne behov, for at hun ikke er andre til last, hvilket også er noget jeg har en tendens til. Selv da alt ramler sammen for hende, bogstavelig talt, så vil hun stadig ikke erkende, hvor slemt det er, fordi andre ikke skal tage hensyn til hende. 


Derudover har hun virkelig været uheldig med kærligheden, og jeg kunne ikke undgå at føle medfølelse og harme på hendes vegne, da hun var kommet helt ind under huden på mig. Så da Lucas pludselig træder ind i hendes liv, håbede jeg også sådan, at det ville blive startskuddet til lidt glæde og lykke i hendes liv. Det pudsige er dog, at hun har stalket ham på Instagram, og det blev lidt en springende bombe for mig, hvornår det ville blive afsløret, da jeg frygtede for Lucas reaktion. 


Selvom vi har mødt Rosie i ’Den spanske kærlighedsaffære’, var det noget helt andet at lære hende at kende i den her bog. I den anden bog viste hun virkelig, hvor en fantastisk veninde hun er, og her blev det så slået fast, hvor godt et menneske hun er. Jeg nød hver en side i ’Det amerikanske kærlighedseksperiment’, som sluttede alt for hurtigt.


Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplaret. 

Forfatter: Elena Armas

Forlag: Politikens Forlag

Udgivelsesdato: 11 november 2022

Antal sider: 418 sider

Antal stjerner: 6/6 stjerner