"Varm på dig" af Melanie Harlow


Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Resume

Cheyenne Dempsey har været forelsket i Cole Mitchell, lige så længe hun kan huske. Han er hendes storebrors ven, og det er som om, han har kun lige opdaget, at Cheyenne faktisk er en voksen kvinde.


Cole er enkemand og alene med sin niårige datter, Mariah. Han har været så fokuseret på at være en god far, at han slet ikke opdagede, at han selv længtes efter mere. Mere end bare at være en god far, en god søn, en god politibetjent. Pludselig ser han Cheyenne. Han har kendt hende hele sit liv, hun har altid boet lige inde ved siden af, hun er hans bedste vens lillesøster, hans datter forguder hende, men noget er forandret.


En fornemmelse, Cole får bekræftet, da Cheyenne sender en fræk besked til ham ved en fejl. For Cole har hun altid være off limits, men nu kan han pludselig ikke lade være med at tænke på hende. Og efter mange års forgæves kamp for at glemme ham, kan Cheyenne ikke slå ham ud af hovedet – eller hjertet.  Cole er bange for, hvad et forhold vil gøre ved Mariahs trygge rammer, og det truer med at ødelægge alt, før det er startet. Men er det i virkeligheden Mariah, der har brug for de trygge rammer eller er de i virkeligheden et bur, han har skabt for at beskytte sig selv?


Anmeldelse

Den der umulige kærlighed kommer virkelig til udtryk her i ’Varm på dig’. Vores to hovedpersoner har nemlig begge noget bagage, hvoraf Cole helt sikkert tager førstepladsen. Han har nemlig mistet sin kone og moderen til sit barn, og selvom der er gået en del år, har han bevidst valgt ikke at lede efter en ny partner. 


Den sorg han bærer rundt på er til at tage og føle på, og samtidig har han bare nogle helt typiske måder at reagere på, da han som mand ikke mener, at han har brug for at snakke med nogen om den sorg og få den bearbejdet. Det gør det også svært for ham at bygge noget nyt op, da den sorg stadig fylder meget hos ham, selvom han forsøger at skubbe den fra sig og give andre skylden for sine handlinger. 


Historien rummer også vinklen med en kvinde der er forelsket i sin storebrors kammerat, som har fyldt hele hendes liv, selvom hun aldrig har handlet på den eller undersøgt hans følelser for hende. Det er også en klassisk vinkel på en kærlighedshistorie, og kombinationen med den store sorg er et rigtig godt udgangspunkt for en god kærlighedshistorie, og det synes jeg bestemt, at ’Varm på dig ’ er. 


Jeg blev endnu engang fanget af historien, som den dygtige forfatter Melanie Harlow står bag, og samtidig synes jeg det er hyggeligt, at den her serie slutter af med opskrifter, som er flettet ind i historien, fordi retterne optræder i handlingen, og det er et lidt sjovt input til bøgerne. Det bliver spændende at læse næste bog i serien.


Tak til forlaget Flamingo for anmeldereksemplaret. 

Forfatter: Melanie Harlow

Forlag: Flamingo

Udgivelsesdato: 21 juli 2022

Antal sider: 370 sider

Antal stjerner: 5/6 stjerner