Spring til indhold

”Arias fortælling – Bind 2: Synet” af Ida Søby Fogh 

Resume

På Inderkredsens befaling tager Aria fra Æbletoften til Evneakademiet, hvor hun forsøger at passe ind i de velsignedes verden. Hun kæmper for både at dække over sin uvidenhed og for at kontrollere sin hviskerevne. De to nye venner, Keira og Maxim, hjælper hende, så godt de kan. Men Arias hemmeligheder begrænser, hvad hun kan fortælle dem om sig selv. Aria skal skjule, at hun er halvblods, og ingen må vide noget om Des Terra-artefaktet eller Infernums Følgesvende. Hvis de velsignede opdager det, vil de stille spørgsmål, som hverken hun eller nogen anden kan svare på. 

Anmeldelse

Jeg havde glædet mig ret meget til bind 2 i ”Arias fortælling” fordi et’eren fangede mig ret godt og sluttede på et spændende tidspunkt, så jeg var spændt på om mine forventninger nu blev indfriet, fordi det godt kan være svært at holde det samme tempo og den samme interesse i bind 2. Jeg må dog sige, at alt hvad jeg havde gået og håbet på, blev indfriet med mere til. Utroligt nok er jeg faktisk endnu mere vild med Bind 2 end med bind 1 fordi, hvor jeg synes bind 1 brugte tid på at sætte rammerne for historien og stederne, så lader bind 2 vores karakterer folde sig ud og vi får flere relationer på plads. 

I bogen er Aria nu i træning hos Evneakademiet og skal lære at beherske sine evner som hvisker. Her begynder en anden side af Aria at træde frem, hvor hun også blot får lov til at være ung og få venner, og selvom hendes mission fylder en del, bliver hendes personlighed også til meget andet end en ’gydeunge’ og en næsvis én af slagsens. Hun får både venner og fjender som hun skal lære t navigerer i. Derudover er både Sul og Thais gode tilføjelser til fortællingen og breder virkelig universet ud for læseren, ved at lade os veksle mellem hverdagen på Evneakademiet og den krig der er ved at udfolde sig mellem Regiusregimet og de velsignede. 

I Bind 2 bliver hele historien om den Hvide By og de velsignede også fortalt mere i dybden, som giver et godt billede af en fantastisk verden, og mere overblik over den fare som Aria står over for. Ligeledes giver det et godt billede af, hvordan verden ikke kun er sort og hvid, noget som Aria kæmper med igennem historien.  

Alt i alt savnede jeg faktisk ikke noget særligt i bind 2 som, ligesom bind 1, sluttede på et helt fantastisk tidspunkt og jeg glæder mig til at læse bind 3 og se hvordan serien slutter, for jeg synes det kan gå mange veje. Bogen får 5 ½ ud af 6 stjerner, og jeg håber at Ida Fogh Søby få afsluttet bind 3 med et brag, ligesom hun har fået gjort i bind 1 & 2.   

Tak til forlaget Facet for anmeldereksemplaret.

Fakta

Forfatter:  Ida Søby Fogh

Forlag:  Facet

Udgivelsesdato: 03/09/2021

Antal sider: 352

Stjerner: 5.5 ud af 6.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *