Den skotske forfatter Margaret Oliphant (1828-1897) var en særdeles produktiv forfatter, der udgav mere end hundrede bøger i forskellige genrer. Hun var en af de mange kvindelige forfattere, der var med til at forme gysergenren i det 19. århundrede med sine stemningsfulde, varierede og åbne fortællinger. Hun er, så vidt vides, ikke tidligere oversat til dansk.
De to noveller i denne bog er skrevet med 20 års mellemrum og viser Oliphant som en både alsidig og stemningsfuld forfatter, der giver historierne og sproget plads til at folde sig ud. Det er gotisk uhygge, finurligt og dragende, men aldrig blodigt eller modbydeligt.
Samlingen indeholder novellerne “Bibliotekets vindue” og “Det hemmelige kammer”.
Anmeldelse
Den lille novellesamling “Bibliotekets vindue” er en fin introduktion til Margaret Oliphants skrivestil og gotisk uhygge, men for dem som foretrækker det uden makabre detaljer. Bogen indeholder to gotiske noveller, der begge foregår i Skotland, og som tydeligt viser Oliphants evne til at skabe en subtil uhygge, der sniger sig ind på læseren uden at ty til blodige eller brutale virkemidler. Med hendes flydende og nuancerede sprog bliver man trukket ind i et univers af mystik, længsel og det overnaturlige, som på forunderlig vis formår at være både dragende og tankevækkende.
Den første novelle, ‘Bibliotekets vindue’, er bogens absolutte højdepunkt. Historien følger en den unge pige, der langsomt mister grebet om virkeligheden, da hun bliver besat af synet af en mystisk mand i et vindue, der tilsyneladende ikke eksisterer. Historien er ladet med romantisk længsel og en næsten mareridtsagtig følelse af isolation og vanvid. Oliphant skildrer hovedpersonens indre kampe med en sart præcision, der giver os en følelse af både empati og ubehag. Det er en historie, der taler til romantikerens hjerte, men som også efterlader en ulmende følelse af, at alt ikke er, som det ser ud.
Den anden novelle, ‘Det hemmelige kammer’, trækker mere på klassiske spøgelseshistorie-elementer. Her følger vi den unge adelssøn Lindores, der endelig er gammel nok til at få sandheden at vide om et hemmeligt kammer på familiens herresæde. Historien byder på gotisk stemning, mystiske prøvelser og en skæbnesvanger opdagelse, som Lindores aldrig kan dele med nogen, selvom han aktivt forsøger. Denne novelle har en mere traditionel opbygning og kan føles en smule langsommere i sit tempo, men Oliphants elegante prosa og det psykologiske drama holder os fanget.
Oliphants skrivestil er en af bogens største styrker. Hendes sprog er billedskabende og flydende, og hun giver sine fortællinger plads til at udfolde sig i et roligt tempo, der giver læseren tid til at dvæle ved stemningen. Der er en tidløshed over hendes skrivestil, der gør, at historierne føles friske, selvom de blev skrevet for over 100 år siden. Begge noveller rummer gotisk uhygge, men de er aldrig decideret skræmmende, snarere dragende og melankolske.
‘Bibliotekets vindue’ får 4 ud af 6 stjerner. Det er en stærk introduktion til Margaret Oliphants forfatterskab og hendes evne til at skrive gotiske fortællinger, der balancerer på grænsen mellem det overnaturlige og det menneskelige. For fans af det subtile gys og stemningsfulde fortællinger er denne bog et solidt valg.
Tak til 2 Feet Entertainment for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Margaret Oliphant
Antal sider: 126
Udgivelsesdato: 22/04/2024
Forlag: 2 Feet Entertainment
Stjerner: 4/6