Spring til indhold

“Bittersød” af Sarina Bowen

Hurtige scoringer er ikke længere en del af Griffin Shipleys liv. På college var han ellers footballholdets bekymringsløse festfyr, men nu står han med ansvaret for familiegården i Vermont og en æblehøst, der skal i hus. Og han har bestemt ikke tid til den kvinde, der dukker uventet op og forventer at købe hans æbler til laveste bud.

En køretur til Vermont og et gensyn med Griffin står heller ikke øverst på Audrey Kidders ønskeseddel, men guderne skal vide, at hun desperat har brug for at imponere sin chef. Og her skal en selvretfærdig bondeknold ikke stå i vejen.

Det hjælper ikke, at Audrey og Griffin dengang på college tilbragte et par hede nætter sammen, og at det igen slår gnister imellem dem…


Anmeldelse

’Bittersød’ var en humoristisk bog med mange sjove scener kombineret med scener, der fik mig til at krumme tæer, da jeg flere steder fik stor sympati og medlidenhed med Audrey, som egentlig bare er en pige, der prøver at finde sin vej i verden. Hun vil gerne stå på egne ben og er mere eller mindre også tvunget til det, fordi hendes mor slår hånden af hende, da hun ikke følger den vej, moderen har bedt hende om.

Da Audrey støder ind i Griffin i forbindelse med hendes arbejde, fremkalder det minder om, dengang hun mødte ham på college, selvom det kun var for en kort stund. Alligevel har deres to møder sat spor hos dem, og de har aldrig helt glemt hinanden. Nu hvor deres veje krydses igen, er det måske tid til at finde ud af, om de kan være mere end bare en flirt.

Audrey holder dog alle sine mure oppe for at beskytte sig selv, og det kan jeg godt forstå. Griffin har ikke det bedste ry ved kvinderne – han er kendt for at være en fyr, der hygger sig uforpligtende med piger, men aldrig lukker dem ind. I starten holder Audrey Griffin ude i strakt arm, men det er kun et spørgsmål om tid, før han har charmeret sig ind på hende.

Jeg synes, der var mange gode elementer til stede i bogen, blandt andet svigt fra ens forældre, manglen på kærlighed, og det at føle sig meget alene og på usikre ben. Selvom jeg havde regnet det meste ud på forhånd, var der alligevel nogle gange, hvor bogen til en uventet drejning, og det gav lidt ekstra til historien, som jeg nød at læse.

Tak til forlaget Flamingo for anmeldereksemplaret.


Fakta

Forfatter: Sarina Bowen

Antal sider: 317

Udgivelsesdato: 12/01/2023

Forlag: Flamingo

Stjerner: 5/6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *