Spring til indhold

“Den eneste – Johannastad 1” af Louise Colding

En selvstændig kvinde forsøger at genopbygge et samfund på egen hånd, efter pesten har hærget i hele Sydsverige, men en dag kommer der en fremmed mand gående ind i landsbyen…

I Den eneste udspiller romancen sig for knap 900 år tilbage i tiden i byen Johannastad, hvor efterdønningerne af den sorte død er enorme. Men følelserne og begæret mellem karakterne kunne lige så godt være foregået i dag, når det er skrevet af Louise Coldings indlevende pen.


Anmeldelse

De seneste mange morgener, har jeg siddet i min lænestol og fortabt mig i Louise Coldings fantastiske verden, bare for at stille min tørst efter Anna og Johans blussende følelser for hinanden, indtil jeg kunne fortabe mig i deres historie, når jeg kom hjem fra arbejde.

I bedste “Will they or won’t they”- stil, danser vores hovedpersoner om hinanden, begge med et ønske om tosomhed, men med frygt for ikke at skræmme den anden væk. For hvad gør man så, hvis det eneste andet menneske i verden, ikke vil være i nærheden af en? Med et indblik i deres tanker, kommer vi rigtig ind under huden på dem, så meget, at jeg flere gange har måtte slippe bogen og fnise, fordi sommerfuglene i min mave dansede sådan på deres vegne.

Selvom romancen fylder en stor del af fortællingen, så vil jeg ikke underkende, hvor fantastisk en verden Louise Colding har opbygget. Det har været utroligt fascinerende at læse en skønlitterær bog om byldepesten og lungepesten, samt hvordan man lever i et samfund som Annas. Hvor meget der skal gøres i forhold til opbevaring af madvarer, hvor dyrene skal opholde sig så de ikke slår hinanden ihjel, hvad man gør, hvis køerne ikke kan give mere mælk. På sin vis har det mindet mig om Skammerens Datter, en verden jeg også kunne leve længe i dengang jeg var ung. 

“Den eneste” er en helt fantastisk fortælling, der fangede mig fra side 1. Med et ømt begær, der flyder over siderne, mærker man ensomheden hos Anna og Johan, mens de samtidig forsøger at navigere i den nye verden, de lever i. Jeg giver “Den eneste” seks stjerner, fordi det er en bog, der højner sig fra blot at være en romantisk fortælling, men som også får skabt en verden, jeg kan ligge og drømme om når jeg går i seng, mens den oplyser mig om tiden for 900 år siden. 


Fakta

Forfatter: Louise Colding

Forlag: Falco

Udgivelsesdato: 02/11/2022

Antal sider: 300 sider

Antal stjerner: 6/6 stjerner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *