‘Diskodanserens død’ er andet bind i Torben Munksgaards Traum-trilogi om en seriermorders hærgen i Københavns homoseksuelle miljø.
Under Priden i København gøres et uhyggeligt fund. En enorm mængde blod ndes i en af optogets biler. Samtidig meldes to personer savnet. Ejeren af den nyåbnede homobar Traum Bar på Nørrebro, Ulrich, og hans veninde, Jackie, bliver involveret i den uhyggelige sag, da det viser sig, hvem blodet er fra. Imens tegner sig billedet af en bestialsk seriemorder.
Anmeldelse
‘Diskodanserens død’ er andet bog i Traum trilogien, som dog kan læses uafhængigt af hinanden. Dog giver det en lidt bedre kontekst i forhold til hele Traum-Baren at have læst den første, men det er slet ikke umuligt at forstå kontekst uden at have læst den første. I den her bog går vi fra det litterære miljø i ‘Digterens død’ til det homoseksuelle festfyldte miljø i ‘Diskodanserens død’ og her møder vi nogle helt andre karakterer, hvis personlighed spænder utroligt bredt og vidt. Vi møder dog også en masse karakterer, som gør at man skal holde tungen lige i munden, fordi plottet måske er en tand for kompliceret med så stor en mængde karakterer.
Det sindssyge interessante ved denne bog, er den store viden, som Torben Munksgaard har fået omkring det homoseksuelle miljø og som åbner op for en helt anden verden, for os der ikke er bekendt med de miljøer. Han tager både fat i chemsex (sex mens man tager euforiserende stoffer), men også i de tragiske begivenheder der kan følge når man vælger at kommet ud af skabet til sin familie og venner. Dog bliver det aldrig for stereotypt og samtidig gør Torben Munksgaard brug af sine karakterers personligheder og baggrunde til at skabe forvirring i fortællingens overordnede plot, nemlig det mord vi bliver introduceret for i starten.
Dog tager miljøet og karaktererne mere over i fortællingen end selve krimiaspektet, og mordet bliver dermed lidt kvalt. Den starter fantastisk ud med mordet på blomstervognen, men derfra og til selve detektivarbejdet tager lang tid, og man når næsten at glemme, at man læser en krimi. Slutningen drukner ligeledes også i de personlige fortællinger, og man vender ikke sidste side med samme intensitet som i den første.
Bogen får 4.5 ud af seks stjerner, fordi Torben Munksgaard er en interessant forfatter, som skaber nogle utrolige verdener, som ingen anden kan. Desværre blegner selve mordet lidt i skyggen af miljøet, og man får ikke pulsen op på samme måde som i ‘Digterens død’. Ikke desto mindre er det bestemt en bog der er værd at læse.
Tak til forlaget Modtryk for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Torben Munksgaard
Forlag: Modtryk
Udgivelsesdato: 1/09/2021
Antal sider: 428 sider
Antal stjerner: 4.5/6 stjerner