Hvad ville du gøre, hvis alle de spøgelseshistorier, du kender og elsker, viste sig at være sande?
New Rotterdam er ikke for sarte sjæle, og det er nok dét, Emrys Houtman bedst kan lide ved byen. Emrys er besat af at udforske byens makabre myter – skumle væsner, forbandede genstande og folk, der forsvinder på uforklarlig vis – sammen med sine venner Hazel og Serena.
Men hvad der startede som en leg, bliver pludselig et spørgsmål om liv og død, da trioen falder over Dommedagsarkivet, en samling af artefakter med uanede – og dødbringende – kræfter. Men ikke alle artefakter er gemt sikkert af vejen i arkivet …
Da et mystisk, blodrødt timeglas dukker op rundt omkring i byen, begynder børn at forsvinde sporløst. Nu må de tre venner overvinde deres frygt og stå sammen for at bekæmpe den ondskab, der plager New Rotterdam.
For hvis de fejler, vil konsekvenserne være fatale.
Den hvileløse time er første bind i gyserserien Dommedagsarkivet om Emrys, Hazel og Serena, der får til opgave af beskytte verdenen mod alt det, de engang troede blot var spøgelseshistorier. Bogen indeholder også fantastiske sort-hvid illustrationer, der er garant for indlevelse og uhygge.
Anmeldelse
‘Dommedagsarkivet – Den hvileløse time’ er en ny gyserserie for børn fra 8 år og op. Emrys, Hazel og Senera er børn i byen New Rotterdam, som ikke er for sarte sjæle. Hvad der startede som en leg om at udforske makabre myter bliver pludselig til et spørgsmål om liv og død!
Bogen formår at højne sig selv på to ret væsentlige punkter, som jeg mener er yderst forbundne: dens verdensopbygning og dens layout. Selve bogen er lækkert trykt, med sider der skifter fra hvid til sort, samt med massere af grafiske elementer, som virkelig er med til at skabe den gyselige stemning, som ellers kan være svær at skabe når man skriver i den aldersgruppe. Der er en god blanding af tegninger, illustrationer og andre små detaljer, som gjorde at jeg virkelig fordybede mig i bogen.
Selve universet er dejligt skræmmende, og har en blanding af myter, overtro og gys over sig. På sin hvis er det faktisk svært at vurdere præcis hvilke elementer der gør historien skræmmende, fordi at det hele er så fint spundet sammen, men den uklarhed gør kun bogen, i min optik, bedre, for så føles det virkelig som et univers, hvor usikkerhed har ret.
Dialogen i bogen er ret minimal, men jeg synes at det passer godt til historien, fordi at det er universet som er det interessante, samt hvordan vores hovedpersoner klarer ærterne. Jeg tror det både gør det nemmere for børn at følge med i historien, og at den dermed også appellere til flere aldersgrupper. Jeg synes det var en rigtig godt velskrevet bog, og en serie som jeg håber fortsat bliver udgivet på dansk. 5/6 stjerner.
Tak til forlaget Carlsen for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Zack Loran Clark og Nick Eliopulos
Antal sider: 224
Udgivelsesdato: 29/08/2024
Forlag: Carlsen
Stjerner: 5/6