Blodet er liv. Bram Stokers udødelige vampyrhistorie nænsomt genfortalt af den danske gysermester.
Kenneth Bøgh Andersen åbner døren ind til Dracula for os alle sammen i denne overlegne og hårrejsende genfortælling af Bram Stokers udødelige klassiker.
Ingen anden skurk er blevet fortolket så mange gange i populærkulturen som grev Dracula, som vi alle føler, at vi kender, selvom de færreste af os nok har læst det store kollageværk fra 1897.
Kenneth Bøgh Andersen genfortæller loyalt og urovækkende historien om den unge Jonathan Harker, der ulyksaligt havner på grevens slot i Transsylvanien og mister sin forstand og sin forbindelse til virkeligheden, mens greven planlægger at indtage både London og Jonathans elskede Mina. Fascinationen af vampyrer er ikke blevet mindre siden 1897, og Kenneth Bøgh Andersen folder elegant fortællingen ud for den moderne læser.
Med Dracula genfortalt fuldender Kenneth Bøgh Andersen sin trilogi med genfortællinger af de største gyserklassikere. Alle tre bøger kommer i smukt udstyr med flotte sort/hvide illustrationer af Rasmus Jensen, læsebånd med mere. Et must have-samling til enhver gyser-entusiast.
Anmeldelse
Den sidste bog i Kenneth Bøgh Andersens “Genfortalt”-serie er landet. Af de tre hovedpersoner i serien, er Dracula den som jeg simultant ved mindst og mest om. Jeg kender til hans oprindelse, men selve karakteren har jeg kun mødt i andre udgaver. Nogle grove og grimme, men oftest i en romantiseret version, i enten film eller andre bøger. Og når man egentlig tænker over det, så er det faktisk utroligt HVOR romantiseret karakteren (eller bearbejdninger) af ham er, for der er egentlig intet romantisk over Dracula. Kenneth Bøgh Andersen nævner det selv kort i forordet, hvor drejet fortællingen om Dracula er blevet efter de mange århundreder, og selvom denne bog er en genfortalt udgave, så ligger den sig så meget op af den oprindelige, dog med et præg af Kenneth Bøgh Andersens eget gale og geniale sind.
Jeg kunne forestille mig, at den største hage for mange ved de helt klassiske romaner, er sproget og tegnsætningen. Det kan føles stift og tage spændingen ud af historien. Selvom klassikere er klassikere af en grund, må de stadig gerne være læsevenlige. Selvom teksten er omskrevet, er tiden stadig fastholdt i sproget, men samtidig er der en diskret fremdrift i fortællingen. Ligeledes er unødvendige scener skåret fra og pointer er blevet strammet op. Genfortællingen ender i et grænseland, hvor den både formår at være den originale historie, men samtidig være Andersens helt egen.
Selvom en mindre del af historien foregår via breve, dagbogssider og notitser end den originale, så forbliver de en uhyre vigtig del af historien. For kan man regne med sandheden, blot fordi det står i en dagbogsside? Hvem er de beskeder henvendt til, når Mørkets fyrste kigger med over skulderen. Som en kold hånd i nakken, så forlader gyset dig aldrig i fortællingen, for en stor del af historien har fokus på hvor lidt vores hovedpersoner ved om Dracula. Hvad hans evner er, hans intentioner og hans svagheder. Enhver skygge bliver til en frygtelig fare, mens vores hovedpersoner kæmper en kamp mod tiden, for at redde dem selv og alle de kender.
Til slut skal de utrolige smukke illustrationer roses. Med Rasmus Jensens illustrationer får vi foræret en håndfuld tegninger, om hvordan historiens rædsler ser ud. Præcis nok til at rammesætte fortællingen, og stadig lade vores fantasi løbe løs, når Andersen beskriver pæle gennem hjerter og afskårne hoveder.
“Dracula Genfortalt” er en fantastisk, og måske den bedste genfortælling, af Bram Stokers originale historie om Mørkest fyrste. Historien holder dig fastspændt og frygtende for vores hovedpersoners liv, mens vi får lov at møde den rigtige Dracula; gusten, kold og hævngerrig. Med små twist gennem historien skinner Kenneth Bøgh Andersen som den danske gysermester, og bringer en (død) historie til live.
Mørkets fyrste er død. Længe leve Kenneth Bøgh Andersen.
Fakta
Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen
Antal sider: 336
Udgivelsesdato: 14/09/2023
Forlag: Politikens Forlag
Antal stjerner: 6/6