Spring til indhold

“Far & Papa – Hvad er en flygtning?” af Kaspar Arianto og Lambang Arianto

Far & Papa-bøgerne sætter ord og billeder på små børns store spørgsmål om alt fra krig til kærlighed.

Familien er taget en tur i svømmehallen. Her møder de Iris, der er flygtet til Danmark fra et andet land. Men hvad er en flygtning egentlig? Det kan Far & Papas Magifon heldigvis svare på, for den ved næsten alt! I en sky af glimmer og flyvefisk lander familien i et fremmed land, og pludselig er de på flugt!

Far & Papa hedder også Kaspar og Lambang Arianto og er blandt andet kendt fra bygge- og børne-tv. Parret har skabt et stærkt fællesskab på Instagram, hvor de kæmper for alle familiers ret til at have det godt, uanset hvordan de ser ud.

Bøgerne er illustreret af Angelica Inigo.

Advarsel: Dårlige far-jokes kan forekomme på rejsen!


Anmeldelse

Den første “Far & Papa”-bog jeg læste, handlede om hvad en rigtig familie var. Den var skøn, selvom den tog fat i et emne, der for nogle godt kan være en svær kamel at forklare. Med deres nye bog, tager de fat i, hvad det vil sige at være en flygtning, og hold op et tungt og svært emne at tage fat i. Omend, kan jeg da afsløre at de gør det utrolig godt, selvom det var noget af en mavepuster.

Historien tager udgangspunkt i en af tvillingernes venner Iris, som er flygtet sammen med sin storebror. Fædrene starter med at forklare om bedstefaren, som selv var bådflygtning fra Indonesien. I et forsøg på at forklare, hvad en bådflygtning er, kommer fædrene til at sende dem til en flygtningelejr, hvor de må hjælpe hinanden med at komme hjem til Danmark igen. Historien illustrerer både, hvad en bådflygtning er, hvad en flygtningelejr er, og de hindringer man må overkomme, eksempelvis at smugle sig selv med på et tog. 

Det er en hård, men smuk illustreret fortælling. Den er svær ikke at anbefale, men jeg sad med en knude i maven, fordi historien er så håndgribelig i dens fortælling og forholder sig faktuelt til den virkelighed mange lever i. Historien formår også at holde tunge lige i munden, og selvom den giver kontekst til hvorfor flygtningekriser sker, holdes krig og andet relativt ude af historien. 6/6 stjerner.

Tak til forlaget Alvilda for anmeldereksemplaret.


Fakta

Forfattere: Kaspar Arianto og Lambang Arianto

Antal sider: 40

Udgivelsesdato: 26/10/2023

Forlag: Alvilda

Stjerner: 6/6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *