Spring til indhold

“Femlingerne stjæler en olding” af Anders Morgenthaler, Mikael Wulff, Pernille Bønløkke Toustrup

Luk vinduerne! Lås dørene! Gem dine elskede kæledyr og værdifulde ejendele! Her kommer endnu et eventyr med de bindegale, ekstatiske, evigt sitrende femlinger! 
 
En dag da Allan, Allan, Allan, Allan og Allan er i gang med at samle ingredienser til en smoothie, der kan udløse akut forældreallergi, kommer de til at kidnappe en meget gammel dame ved navn Hjørdis. Hun ligner ved første øjekast en helt almindelig pensionist, der elsker fyldte chokolader og billedalbum med nuttede børnebørn, men det viser sig hurtigt, at Hjørdis ikke er en hvilken som helst olding. Før femlingerne har set sig om, har den gamle dame både startet et rockerslagsmål, smadret et advokatkontor og næsten savet en uskyldig teenager midt over. 
 
Allanerne finder ud af at de kun kan lokke Hjørdis ned i deres smoothie, hvis de hjælper hende med at finde en gammel ven ved navn Inger. Men hvem er denne Inger, og hvad laver hun i Zoologisk Have? 


Anmeldelse

Wulffmorgenthaler har, for mig, været fast underholdning i form af deres små striber i Politiken, så jeg var nogenlunde bekendt med deres stil, men jeg har aldrig stiftet nærmere bekendtskab med deres længere projekter som “Mugge”-filmene, så jeg var ret spændt på, hvem “Femlingerne” helt præcist var henvendt til. For stilen og bagsiden er måske mere centreret mod et yngre publikum, men samtidig havde jeg en antagelse om, at sproget måske var i den mere beskidte ende. 

Der er kun et ord der kan beskrive “Femlingerne stjæler en olding” og det er GAK! Bogen er fuldstændig gakket. Naturens love eksisterer ikke i Femlingernes univers, og selvom sproget godt kan være på grænsen, så er det utrolig lang tid siden, at jeg har grint så meget! Spaghetti der bliver til snebolde, får der gumler på naboens kattehaler, men som kommer løbende, når femlingerne spiller fløjte. Eksemplerne er talrige og deres eskapader er korte, men finurlige. Der er dog en længere historie som går på tværs af deres eskapader, så på en måde minder den meget om Anders And-historierne, hvor spilopper sker på tværs af den endelige historie. De tilhørende tegninger er flotte og fylder helt tilpas i bogen, så det ikke bliver en ren billedbog.  

Selvom bogen står til 8 år og op, så var den faktisk utrolig morsom, selv for voksne. Det er ikke dyb litteratur, men et RIGTIG godt grin, som virkelig får det barnlige frem i en. Jeg nød den meget mere end jeg havde forventet, og kunne snildt se mig selv købe bogen som eksempelvis en god pakkelegsgave, fordi jeg ikke kan forestille mig, at nogen ikke ville nyde bogen.  

Alt i alt er “Femlingerne stjæler en olding” hylende morsom, og en bog jeg tror der vil være rigtig god til bl.a. højtlæsning og fange mennesker på tværs af aldersgrupper. Fire rigtig fine stjerner og jeg glæder mig til næste bog i serien.  

(“Femlingerne stjæler en olding” er anden bog i “Femlingerne”-serien”) 

Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplaret. 


Fakta

Forfatter: Anders Morgenthaler, Mikael Wulff, Pernille Bønløkke Toustrup 

Antal sider: 144 

Udgivelsesdato: 25/09/2023 

Forlag: Politikens forlag 

Antal stjerner: 4/6 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *