Spring til indhold

“Første gang” af Margot Wood

Der er mange ting, der skal prøves for første gang, når man starter på sin videregående uddannelse. Nogle studerende går ind l deres første år på college med en klar idé om, hvad de skal bruge uddannelsen til resten af livet. Elliot McHugh er ikke en af den slags studerende. Det ligger fjernt for hende at få besluttet sig for sit speciale, for hun har alt for travlt med at opleve alt det andet, college kan byde på. For første gang er det muligt at danse hele natten, og for første gang kan hun gå til fester ude i byen. Elliot kaster sig energisk over at få nye venner og få al den sex, der kan lade sig gøre i en halvandenmandsseng på et kollegieværelse.

Men da realiteterne indhenter Elliot, og det kommer bag på hende, at det allerede er tid til eksamen, tøver hun med at tage ansvaret for sine handlinger. Var det nu så fantastisk med al den uforpligtende sex? Var det nu så smart ikke at vælge studieretning, og skulle hun have spist bare lidt sundere? Og da hendes veninde Lucys kæreste viser sig at være et kæmpe røvhul, er hun usikker på, hvordan hun skal tackle det.


Anmeldelse

Jeg har været utroligt meget frem og tilbage over ’Første gang’, og om jeg kunne lide den eller ej, for jeg synes dens plot og hovedperson er meget polariserende. I starten var jeg ret vild med bogen, men min vurdering har svinget igennem hele bogen, nok primært fordi hovedpersonen Elliot til tider var alt for meget. Som universitetsstuderende er der utrolig mange ting jeg kan nikke genkendende til, men jeg kan også se hvordan Elliots karakter kan være for meget, og slet ikke passer ind i hvordan man er som ung. Det virker mere, som om historien havde passet hvis Elliot havde været 15 år, og ikke et næsten voksent menneske, for nogle af hendes valg er så vilde og uden eftertanke for konsekvenser.

Margot Wood er virkelig en hylende morsom forfatter, som virkelig kan være ung med de unge på den helt perfekte måde. Jeg elsker hendes små fodnoter, overvejelser og sidespring i bogen. Derfor er det endnu mere ærgerligt, at Elliot er så utiltalende en karakter som hun ikke kan redde, uanset hvor meget hun prøver. Selvom YA karakterer typisk har en grobund i virkeligheden og sjældent er langt fra perfekte, så er Elliot på grænsen til at være decideret irriterende. Jeg havde nok skiftet værelseskammerat, hvis jeg skulle bo sammen med hende på College.

Bogen skal dog have et pluspoint for den måde den håndterer seksualitet, og hvordan de forskellige kærlighedsforhold bliver implementeret igennem historien, som var det hele blot en selvfølge og ikke noget, som mange stadig anser for at være forkert eller unaturligt. Kæmpe skulderklap for at give repræsentation, uden at være at det er hele bogens omdrejningspunkt. Det var virkelig forfriskende og jeg nød de romantiske forhold i bogen mere end jeg forventede i starten.

Jeg endte på 4 stjerner ud af 6, fordi jeg var underholdt og virkelig godt kunne lide Margot Woods skrivestil. Hendes fodnoter var særligt helt genialt, og man kan også godt mærke at hun har arbejdet med YA før. Jeg tror klart at mange vil absolut elske Elliot og ’Første Gang’, så jeg synes også at man burde give den et skud.

Tak til Forlaget Palatium Books for anmeldereksemplaret. 


Fakta

Forfatter: Margot Wood

Forlag: Palatium Books

Udgivelsesdato: 07/01/2022

Antal sider: 300

Antal stjerner: 4/6 stjerner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *