Fornyerens øje 1 – Enden på begyndelsen er en episk heist-roman om manipulation, løgne, religion og privilegier. Men det er også en roman om at overvinde forskelle, om at se sine egne fordomme i øjnene – og om venskaber på trods af forskellene, kamp og kærlighed i en verden, hvor man ikke altid former sin egen skæbne.
Romanen henvender sig til læsere over 15 år.
Anmeldelse
‘Fornyerens øje 1: Enden på begyndelsen’ er en fantasyroman, der føles som en voksen version af Aladdin – en historie fyldt med manipulation, magtspil, venskab og kulturelle sammenstød. Det er en ‘klog bog’, der leger med både mysterie og detektivarbejde, samtidig med at den leverer action, humor og karakterer, man ikke kan lade være med at holde af (eller hade).
Historien starter intenst med mange navne og perspektivskift, hvilket kan være forvirrende, men efter få kapitler griber fortællingen fat. Sproget er levende og humoristisk. De interne konflikter og hovedkarakternes udvikling er bogens store styrke, og fortællestilen skifter mellem dem på en måde, der gør dem levende.
Udover et klassisk heist-eventyr handler bogen også om kultur, fordomme og de valg, vi træffer, når vi bliver tvunget til at se verden gennem andres øjne. Der er intense kampscener, intriger og følelsesmæssige øjeblikke, der får karaktererne til at vokse. Selvom nogle passager kunne have været strammet op, er det en fortælling, der bliver hængende. Som advarsel, så er der både grafiske kampscener og eksplicitte passager, så det er ikke en bog for sarte sjæle, men netop de rå elementer giver fortællingen en autenticitet, som mange fantasyromaner mangler.
Hvis du elsker fantasy med et strejf af mystik, en gruppe skæve karakterer og en historie, der både underholder og udfordrer, så er ‘Enden på begyndelsen’ værd at læse. Den kræver lidt tålmodighed i starten, men belønner dig med en spændende og medrivende fortælling. Bogen får 4/6 stjerner.
Tak til forlaget Facet for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Sidsel Sander Mittet
Antal sider: 416
Udgivelsesdato: 20/02/2025
Forlag: Facet
Stjerner: 4/6 stjerner