Spring til indhold

“Hypotesen om kærlighed” af Ali Hazelwood

Olive Smith er ph.d.-studerende og står overfor et gennembrud i kræftforskningen. Hun er derfor også mere til lange dage i laboratoriet end til faste forhold, som man aldrig kan være sikker på udfaldet af. Til gengæld er hendes bedste veninde Ahn tydeligvis forelsket i den fyr, Olive lige har haft en kort affære med, så hvordan beviser Olive overfor Ahn, at hun allerede er videre? Ved at gå i panik selvfølgelig – og kysse den første mand, hun ser! Som selvfølgelig viser sig at være ingen ringere end Adam Carlsen, universitetets unge, hot shot professor og almindeligt kendt for at være … en kæmpe idiot. Bare ikke overfor Olive – tværtimod går Adam sågar med til at indlede et fake forhold og lade alle tro, at de er kærester. Men da eksperimentet tager en ubehagelig drejning og både hendes forskning og personlige omdømme er på spil, går det op for Olive, at det er nemt nok at opstille hypoteser om kærlighed, så længe hun ikke behøver at sætte sit eget hjerte under mikroskop.


Anmeldelse 

’Hypotesen om kærlighed’ tog mig med storm og før jeg vidste af det, var jeg færdig med den. Jeg elsker, at den er lidt skæv og anderledes og at hvert kapitel starter med en hypotese. Og man må virkelig sige, at Olive går til ekstremerne for at overbevise sine venner om, at hun ikke er interesseret i en fyr, hun har datet, fordi hun ønsker, at sin veninde Ahn finder sammen med fyren.

Hendes veninde Ahn ønsker nemlig ikke at date en, som Olive måske er interesseret i, men uanset hvor mange gange Olive fortæller Ahn, at hun ikke er interesseret i fyren, så tror Ahn ikke på hende. Derfor bliver hun nødt til at komme op med en ny plan, og her er hun virkelig heldig, for når man lige tænker over det, kunne det virkelig have endt galt. 

Efterhånden som jeg kom længere ind i historien, blev jeg også meget klogere på Olive og hendes handlinger begyndte også at give meget bedre mening. Jo mere man lærer Adam at kende, jo mere faldt jeg også for ham. Det tog lidt tid at komme ind under huden på ham, og det gjorde ham mystisk og spændende. 

Det bliver helt sikkert ikke den sidste bog, jeg læser af Ali Hazelwood, og jeg kan godt forstå, hvorfor hun er blevet så populær på kort tid. Hun formår at skrive historier, som er langt fra andre bøger indenfor genren og på den måde skille sig ud fra mængden. Det er forfriskende og tiltrængt, og jeg glæder mig til at læse mere.


Fakta

Forfatter: Ali Hazelwood

Antal sider: 442

Udgivelsesdato: 2/11/2022

Forlag: Gutkind

Antal stjerner: 6/6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *