Spring til indhold

“Indtil June” af Aurora Rose Reynolds

June Mayson og Evan Barristers stormende forelskelse endte med et lynhurtigt og hemmeligt bryllup lige før Evan blev udsendt. June lover at vente på ham, for hun er fuldt ud klar over, at hendes følelser for Evan aldrig kommer til at forandre sig. Men da hun modtager skilsmissepapirerne fra ham, mens han stadig er i udlandet, er der ikke rigtig andet at gøre end at lægge ham bag sig.

Der er ikke andre, der kender til hverken ægteskabet eller skilsmissen, da June flytter tilbage til sin families hjemby. Hun bliver derfor noget overrasket over at møde Evan og samtidig være mere eller mindre tvunget til at befinde sig i hans selskab. Hun gør alt, hvad der står i hendes magt, for at ignorere, at hun stadig føler sig draget af ham, for hun er vred over fortiden. Men hun har svært ved at ignorere den smerte, hun kan se i hans blik, hver gang de får øjenkontakt.

‘Indtil June’ er 7. bog i ‘Indtil’-serien.


Anmeldelse

I ’Indtil June’ får vi November og Ashers datter, Junes, historie. Hun er blevet hemmeligt gift med Evan efter en stormende forelskelse, da han skal udsendes, og imens vil June vente på, at han kommer hjem igen. Da hun pludselig modtager skilsmissepapirerne fra ham, går hendes hjerte i to stykker, og hun kan ikke forstå, hvad der er gået galt.

June vælger at flytte tilbage til sin families hjemby for at få en frisk start, men da hun støder ind i Evan der, kommer alle følelserne væltende igen. Det bliver en rutsjebane mellem de to, mens de prøver at navigere i alle deres følelser og finde ud af, om de skal give det en chance igen. Derudover er der hele udfordringen med, at ingen ved, at de har en fortid sammen.

Denne bog indeholder også en god portion action og masser af sexede scener mellem June og Evan, som er en kombination, jeg elsker. Den satte ikke samme spor i mig, som ’Indtil Jax’, men jeg nød alligevel at læse den igen på dansk denne gang.

Tak til Palatium Books for anmeldereksemplaret.


Fakta

Forfatter: Aurora Rose Reynolds

Antal sider: 233

Udgivelsesdato: 19/04/2024

Forlag: Palatium Books

Stjerner: 5/6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *