En 27-årig fysiker sidder på sit kollegieværelse, hvor han skiftevis spiller computer, grubler over matematiske problemer og onanerer. Da han dumper sin længe udsatte ph.d.-afhandling med et brag, bliver han tvunget ud af kollegiets, universitetets og computerspillenes trygge rammer. Han må derfor genopfinde sig selv. Undervejs indser han, at en tilværelse, hvor det endelige mål ikke er nobelprisen i fysik, måske er værd at kæmpe for.
Anmeldelse
“Is, vand, damp” er en bog hvis store udfordring er, at forfatteren vil skærme hovedpersonen fra alt ondt. Dette giver et uinteressant plot, utroværdige interaktioner mellem hovedpersonen og resten af bogens karakterer, og fjerner alt grund til at føle sympati med hovedpersonen.
Hovedpersonen Leif er en 27-årig Ph.d.-studerende, der dumper sin Ph.d., da han simpelthen ikke har skrevet sin afhandling. Da Leif dumper, bliver han smidt ud af sit kollegie og må finde et andet arbejde. “Is, vand, damp” handler om denne overgang mellem et ungdomsliv og et voksenliv for Leif.
Leif som hovedperson er så godt som en karikatur. Han forsker i teoretisk fysik, han elsker computerspil, han har social angst, og han lever af pasta med ketchup. Men karikaturen ender ikke der: Leif fantaserer seksuelt om sin nabo når han hører hende have sex med andre, han har lavet et skema over hvad alle på sin kollegiegang laver på alle tidspunkter, han føler sig intellektuelt hævet over de andre faggrupper på kollegiet (og sin egen søster), og han bliver meget optaget af små detaljer i hverdagen som at sølvpapir faktisk er lavet af aluminium og derfor bør kaldes aluminiumspapir.
Læserens indtryk af Leif er altså at han er en ubehagelig og isoleret nørd, der ikke ved hvordan man indgår i relationer med andre mennesker. Romanen kunne have handlet om, at Leif nu mødte konsekvenserne af hans adfærd. Desværre virker det til, at forfatteren Artak har holdt hånden alt for meget over Leif.
Leif får simpelthen aldrig lov til at mærke konsekvensen af sine handlinger. Tværtimod. I stedet for at blive behandlet som en creepy outsider grundet hans ubehagelige og selvgrandiøse adfærd, vil alle, han møder, gerne hjælpe ham, have sex med ham, eller glæder sig over hans selskab. I stedet for at skulle stå til ansvar de 100.000-vis af kroner i forskningsmidler han har spildt på sin forfejlede Ph.d., får han bare lov til at være i fred ud over et par let afviste opkald. I stedet for lære at stå på egne ben da han bliver smidt ud af kollegiet, finder hans søster en lejlighed til Leif og hjælper ham med at købe møbler. I stedet for at Leif skal gå i jobcenteret og i aktiveringsforløb, får han et job serveret af en gammel medstuderende han ikke engang kunne genkende på gaden. I sit job som skolelærer slår Leif et barn på et tidspunkt. Men Leif beholder sit job. Faktisk bliver volden mod barnet aldrig nævnt igen.
Der er altså ingen grund til, at man som læser skal holde med Leif. Han virker ikke til at lære af sine fejl, for verden omkring ham viser ham ikke, at de fejl eksisterer. Hvorfor skulle man som læser håbe på at det hele ender godt for en person, der aldrig ser årsag til at udvikle sig, fordi verden (i særdeleshed en håndfuld dårligt skrevne kvindekarakterer) giver ham alt hvad han kunne have brug for?
Vanja Tonne Artak skrev denne bog for at få mere naturvidenskab ind i skønlitteraturen. Naturvidenskaben var til stede. Men det er en skam, at den ikke kunne finde en naturlig og brugbar plads i historien sådan som den kan hos f.eks., Jules Verne eller Andy Weir.
Tak til Vanja Tonne Artak for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Vanja Tonne Artak
Antal sider: 224
Udgivelsesdato: 09/12/2024
Forlag: Byens forlag
Stjerner: 2/6