Spring til indhold

“Jul på Himmelfjeld Hotel” af Kjersti Herland Johnsen 

Den kendte bjergbestiger og ekspeditionsleder Ingrid Berg er vendt hjem fra det store udland for at overtage ledelsen af Himmelfjeld Hotel, som hendes familie har drevet i generationer. 

Julen nærmer sig, og de venter mange gæster. Forventningerne er høje, og Ingrid ses som det traditionsrige klatrehotels redningskvinde. Men der er lagt op til forviklinger, for der er nogle, som ikke ønsker, at Ingrid skal lykkes med hoteldriften, og faldhøjden er stor. Og her har Ingrid et problem: Hun er blevet bange for højder. 


Anmeldelse

Det er sjældent at julebøger om familiearv og gæstgiverier, bringer så tunge emner på bordet, men “Jul på Himmelfjeld Hotel” formår at gå udover dens begrænsninger i at være en klassisk julebog, og har en tyngde som jeg ikke har set længe.  

Vi følger Ingrid, som efter en forfærdelig bjergbestigerulykke har opgivet at klatre, og er flygtet hjem til hendes bedstemors smukke hotel, som hun på nuværende tidspunkt leder videre, mens hun forsøger at være upåvirket af hændelsen. Også selvom hendes bedstemor forsøger at få hende til at klatre igen, og hendes ekskæreste spøger på tv. Med helt oprigtige traumer, forsøger Ingrid at navigere sit nye liv, selvom det er svært, når hun ikke har fortalt sit største traume til nogen endnu. Krydre det med nogle utrolig trælse amerikanske turister, og et emotionelt kompas der ikke kan finde rundt, når den søde nabo tilbyder mere hjælp end nødvendigt. 

Bogen er bygget op i 24 kapitler, så den er oplagt til december måned, men jeg læste bogen på et par aftener. Det er dog en relativ lang bog på 383 sider, men verdensopbygningen i den er fantastisk, og hvis jeg kunne, lod jeg mig indlogere på Himmelfjeld Hotel. De andre karaktere vi møder i bogen er virkelig velskrevne, og er med til at skabe en fantastisk verden, som ikke virker forceret eller plotdrevet. Historien forekommer som en lukket fortælling, hvor hele verden er på Himmelfjeld Hotel. Dog sker der også rigtig meget i fortællingen, så man skal trives i en historie, hvor der er mange elementer og hastige beslutninger til tider. 

Den spirende romance kom ret sent og tog mig på sengen, fordi Ingrid lader sig begrænse så meget af sin egen frygt og traumer. Jeg synes bogen håndterer de emner utroligt godt, og lader frygten og traumerne fylde, som de bør, men samtidig forsøger at forløse det, stille og roligt, dog uden at Ingrid på nogen måde er rask eller i orden i slutningen af bogen. Ligeledes kommer der i historien små twists- og overraskelser, som passer perfekt i tempoet, men alligevel er med til at skabe dybde og til tider opløfte den overordnede historie.  

Jeg nød “Jul på Himmelfjeld Hotel” utrolig meget. Til dels på grund af julen, de smukke norske traditioner vi bliver introduceret til og den verden som findes på Himmelfjeld Hotel. Men mindst lige så meget for dens håndtering af frygt, traumer og angst på en ordentlig måde, hvor vi får lov at opleve Ingrids begrænsninger og den kærlighed hendes venner og familie har til hende. “Jul på Himmelfjeld Hotel” får 6/6 stjerner.  

Tak til forlaget Turbine for anmeldereksemplaret.


Fakta

Forfatter: Kjersti Herland Johnsen

Antal sider: 383

Udgivelsesdato: 19/10/2023

Forlag: Turbine

Stjerner: 6/6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *