Spring til indhold

“Kings of sin – Dovenskab” af Ana Huang

Han har aldrig længtes nok efter nogen til at gå efter dem … før han mødte hende.

Xavier Castillo er rig. Charmerende og nonchalant. Til hans fars store ærgrelse er han ikke interesseret i at overtage familiens imperium. Alligevel ligger verden for hans fødder, og alle kvinder vil have ham … undtagen én, Xaviers PR-ansvarlige. Og måske er hun den eneste, han faktisk vil have?

Sloane Kensington er cool. Intelligent og ambitiøs. Hun er vant til at håndtere besværlige klienter. Men særligt Xavier driver hende til vanvid. Med sine smilehuller og sin irriterende, tilbagelænede facon. Selvom de er tvunget til at arbejde sammen, ved hun, at hun aldrig kommer til at falde for ham … lige meget hvor hurtigt han får hendes hjerte til at banke, eller hvor betænksom han er bag facaden. En tragedie bringer dem sammen, en tragedie med styrken til at vende op og ned på deres liv. Men Xavier er stadig bare Sloanes klient, ikke?


Anmeldelse

Her har vi så det seneste bind i Ana Huangs serie ”Kings of sin”; Sloane og Xaviers bog. Vi har i de tidligere bøger fået små glimt af disse to karakterer, men det var dejligt endelig at sidde med deres egen bog.

Sloane arbejder som pr-manager for nogle af New Yorks største kendisser; heriblandt Xavier. Hun er vant til at håndtere kriser og er god under stress, men når det kommer til følelser, er hun på udebane. Jeg kunne godt lide Slones karakter. Hun havde en hel del problematisk forhistorie og familieproblemer, som formede meget af den måde, hun er på. Når man sidder med bogen, får man sympati for Sloane, men samtidig er hun er stærk kvindelig hovedperson.

Xavier er født ind i en af de rigeste familier i New York. Han kommer ofte ud i nogle uheldige situationer, og det er derfor, hans far hyrede Sloane til at holde øje med ham. Xavier er ikke den store tilhænger af hårdt arbejde, men da hans far dør, bliver han nødt til at gøre noget med sit liv. Jeg kunne som sådan også godt lide Xaviers karakter. Han lå lige på grænsen til at være dybt irriterede i starten af bogen, men jo længere hen man kom, desto mere kom jeg til at holde af ham og det forhold, han opbygger til Sloane.

Gennem bogen får vi en masse glædelige gensyn med personerne fra alle Huangs andre bøger. Personligt synes jeg, det var en super fed ting at få med i bogen, da det virkelig går op for læseren, hvor stort et univers Huang har fået bygget op gennem hendes tid som forfatter.

Hvis man har læst de andre bøger i ”Kings of sin” serien, synes jeg klart, man skal forsætte med denne. Jeg synes måske ikke, at det er den bedste bog i serien, da den måde som plottet er stillet op på, bliver en smule kedeligt i slutningen. Men alt i alt er det en super fin forsættelse i Huangs univers, og jeg glæder mig til, at resten af serien udkommer. 5/6 stjerner.

Tak til forlaget Flamingo for anmeldereksemplaret.


Fakta

Forfatter: Ana Huang

Antal sider: 400

Udgivelsesdato: 27/06/2024

Forlag: Flamingo

Stjerner: 5/6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *