Smuk, tragisk, opløftende: Løb som floden er en hjertegribende coming-of-age roman om kvindelig styrke og ukuelighed med USAs grandiose natur som bagtæppe.
1948, Iola, Colorado: En kølig efterårsmorgen er 17-årige Victoria Nash på vej mod landsbyen med sin vakkelvorne trækvogn fyldt med sæsonens sidste ferskner. Da hun nærmer sig et gadehjørne, stopper en gådefuld ung mand med tilsodet ansigt og ravnsorte øjne hende for at spørge om vej. Hun kunne være drejet til venstre eller krydset vejen. Men det gør hun ikke. ”Løb som floden,” hvisker han.
Sådan begynder Shelley Reads opsigtsvækkende debut om en ung kvindes omtumlede tilværelse, fra hun forrådt flygter fra familiens farm op i bjergene og ud i vildmarken, til tragedien indtræffer og hun forsøger at genvinde alt hun har mistet. Løb som floden er en episk fortælling om kærlighed og svigt, moderskab og søsterskab, og i særdeleshed en storslået historisk roman om en enlig kvindes kamp for at forme sin egen vej gennem livet – og finde kærligheden, der hvor man mindst venter det.
Anmeldelse
“Løb som floden” af Shelley Read trækker dig ind i en verden med en dybt fascinerende hovedperson og en malende beskrivelse af Colorado. Victoria, hovedpersonen, er en bemærkelsesværdig ung pige, og senere kvinde, hvis styrke og kompleksitet tager læseren med storm, fordi vi får lov til at følge hendes tanker og inderste igennem hele fortællingen.
Forfatteren formår at male en utrolig levende kulisse omkring hendes historie. De detaljerede beskrivelser af miljøet er ikke overvældende, men snarere med til at fordybe os i fortællingen, fordi Victorias miljø spiller en rigtig stor rolle i hendes liv og opvækst.
“Løb som floden” er en gribende og hjerteskærende fortælling, der føles utroligt virkelighedstro. Jeg kunne ikke undgå at blive revet med af de dybe sorger, som Victoria oplever i løbet af hendes rejse. Jeg græd flere gange, mens mit hjerte blev brækket i stykker af verdens ondskaber og mangel på kærlighed for Victoria.
Selvom jeg må indrømme, at jeg først troede, at denne bog ville mere om “Hvor flodkrebsene synger,” blev jeg overrasket, over hvor anderledes historien forløb. “Løb som floden” har en mere melankolsk stemning, men det er også en historie om håb og at leve livet, ikke kun om overlevelse. Derimod mindede den mig om “Vejen til Wildflower Hill,” som jeg læste for mange år siden. Begge er bittersøde fortællinger, der river dig med og lader dig leve med karaktererne. Jeg slugte denne bog så hurtigt, som mit hjerte kunne bære det.
“Løb som floden” efterlod mig med mange tanker og følelser, og jeg tror, at jeg vil forblive i fortællingens univers længe efter at have vendt den sidste side. Selvom der er løse ender ved slutningen, passer det godt til fortællingens realistiske stil og efterlader en dyb eftertanke. Shelley Read har leveret en uforglemmelig læseoplevelse med denne roman, og jeg kan kun anbefale den til enhver, der leder efter en dybt engagerende historie. Seks ud af seks stjerner.
Fakta
Forfatter: Shelley Read
Antal sider: 368
Udgivelsesdato: 01/06/2023
Forlag: Hr. Ferdinand
Stjerner: 6 stjerner