Resume
Whitey McClaren er tidligere borgmester og en respekteret mand i Hammond, New York. Da han en dag standser sin bil for at stoppe to politimænd, der brutalt mishandler en mørklødet mand, ender han med selv at blive angrebet, og dør sidenhen af sine kvæstelser. Natten. Søvnen. Døden. Stjernerne fortæller historien om, hvordan Whiteys efterladte kone og fem voksne børn bliver testet som følge af tragedien, hvordan bånd mellem familiemedlemmerne påvirkes, og hvordan alle reagerer på deres egen måde – mere eller mindre uventet – men den sørgende enke Jessalyn måske på den mest forbavsende måde af alle.
Anmeldelse
“Natten. Søvnen. Døden. Stjernerne.” er et karakterstudie af sorgens påvirkning på en familie efter et brutalt tab. Joyce Carol Oates maler billedet af den perfekte New England WASP familie, men som fortællingen fortsætter, krakelerer malingen. Flage på flage skaller af, indtil de ucharmerende sandheder viser sig for læseren. Omdrejningspunktet for bogen er familiens håndtering af tabet af deres far, og trangen til at gøre det rigtige ud fra deres eget meget subjektive perspektiv. “Natten. Søvnen. Døden. Stjernerne.” er en vidunderlig fortælling for læseren, der ønsker at le, elske, glædes, og især græde med en sørgende familie.
I romanen følger man skiftevis Whitey og Jessalyn McClaren, samt deres fem børn Thom, Beverly, Loreen, Virgil og Sophia, hvis alder spænder sig fra slut 20’erne til slut 30’erne. Fra Whiteys ulykke og halvandet år frem følger man familiens barske nye realitet, nu hvor deres far, der var samlingspunktet for familien, er væk. Man følger, hvad tabet gør ved relationerne blandt søskende og deres moder, og hvor ar fra fortiden rives op, mens livet, som de kender det, forsvinder fra dem.
Som læser træder man ind i en rå, usympatisk verden meget lig den virkelige. Det, man forventer, plottet munder ud i, lever ikke nødvendigvis op til de initiale forventninger, hverken for læseren eller karaktererne, for det virkelige liv er ikke en fortælling om den storslåede sejr af det gode mod det onde. Sympatien, læseren føler med de forskellige familiemedlemmer, ændrer sig med tiden, som deres interaktioner og historier udforskes og fletter sig ind i hinanden.
Det er tydeligt, at Oates er en formidabel menneskekender. Hendes karakterer er så komplekse og livlige, at de føles som tætte venner. De har alle deres eget sprog, værdier, motivationer og synsvinkler på fælles minder; man kan ikke i bogens forløb forestille sig, at karaktererne kan opføre sig anderledes, end de gør. Også forholdende mellem søskende er dybt troværdige. Bogen belyser nuancerne af had og kærlighed, af misundelige og gavmildhed, af alliancer i søskenderækken og mellem køn, og af de dybe ar, svigt mellem søskende efterlader. Man er som læser aldrig i tvivl om, hvem man følger, når Oates skifter fortæller. Selv når karaktererne ikke engang er helt ved bevidsthed, skriver Oates forrygende livligt, f.eks. under Whiteys deliriske tilstande på hospitalet.
Romanen er et pragteksemplar på, hvad en alvidende fortæller kan opnå – både i skiftet mellem de syv karakterer og i skiftet mellem tid. Grundet de fænomenale karakterbeskrivelser, kan man som læser udlede information om de interne familiedynamikker, der ikke skal fortælles direkte, til stor fordel for flowet og troværdigheden af interaktionerne. Fortællestilen er også med til at fremhæve kompleksiteten af sorg: ikke alle er lige gode til at bearbejde den. Tematikker som alkoholmisbrug, social isolation og ukontrolleret vrede bliver udforsket; man bliver som læser vidne til både tristheden, håbløsheden, skylden, angsten, ambivalensen og længslen.
Oates skriver smukt, præcist, og endda poetisk. Første kapitel ”Vindharper” (der er endnu smukkere at genlæse efter første læsning af bogen) bringer læseren hengivelse til de små ting: ”En let iskold regn, men hun har ikke lyst til at gå indenfor endnu. Vindstød, lyden af vindharper. Så lykkelig! – over den svage, svindende lyd af vindharperne, der hænger i flere af træerne bag huset. Er det egoistisk, tænker hun. At være så lykkelig?”. Symbolikken i romanen er kraftfuld, f.eks. vindharperne som symbol på lykkens flygtighed, og katten Mackie som symbol på vitalitet og genfødsel. Bogen bliver, trods sine 800 sider, en nydelse af læse, og en stor anbefaling værdig til enhver, der har tiden.
Tak til Forlaget HarperCollins for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Joyce Carol Oates
Forlag: HarperCollins
Udgivelsesdato: 01/07/2022
Antal sider: 800
Antal stjerner: 5/6 stjerner