Spring til indhold

„Rebel‟ af Elle Kennedy

Velkommen til Sandover Prep, kostskolen, hvor den eneste, du kan stole på, er dig selv …

CASEY kan ikke selv huske den skæbnesvangre aften, hvor hun var tæt på at dø. Så hun ville ønske, at alle andre kunne glemme det og lade hende udforske livet og sine spirende følelser for Fenn.

FENN kan ikke modstå Caseys charme, selvom han bærer på en frygtelig hemmelighed og burde holde sig langt væk.

LAWSON, den selverklærede destruktive hedonist, finder til alles overraskelse en ny allieret og ven.

SILAS’ ry er krakeleret, måske var den flinke fyr altid bare en facade?

SLOANE er kommet tættere på sandheden om ulykken, men vil det gøre mere skade end gavn at røbe den?

RJ står også i et dilemma: Skal han støtte sin kæreste?


Anmeldelse

’Rebel’ fortsætter hvor ’Outsider sluttede, og der er fart over feltet med høj spænding, intriger og dilemmaer. Vi kommer tættere på Casey og hvem hun er som person, og jo længere vi kommer ind i bogen, des flere hemmeligheder bliver afsløret om den nat, hun var i et uheld, hvor stoffer var involveret.

Casey ønsker ellers at lægge den nat bag sig og starte på en frisk, men det er lettere sagt end gjort. Samtidig bliver det venskab, hun har opbygget med Fenn sat på en prøve, fordi der kommer følelser på bordet, mens Casey samtidig skal håndtere sin overbeskyttende far og søster.

Sloane begynder at vise mere karakter og få sagt fra, og det går virkelig ud over Silas, som er blevet en karakter, jeg bryder mig mindre og mindre om. Lawson bliver dog mere og mere interessant, og han viser sig virkelig at være en god ven på bunden.

’Rebel’ tog mig ikke lang tid at læse, fordi den hele tiden holdt mig fanget med de hemmeligheder, der kom frem i lyset, og fordi Elle Kennedy har skabt nogle interessante karakterer, hvor det hele tiden skifter, hvem vi følger. Det skabte et godt tempo og gjorde så min nysgerrighed hele tiden var pirret.

Tak til forlaget Flamingo for anmeldereksemplaret.


Fakta

Forfatter: Elle Kennedy

Antal sider: 375

Udgivelsesdato: 06/02/2024

Forlag: Flamingo

Stjerner: 5/6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *