Hendes skønhed var af en anden verden. Fra han så hende første gang, var han fortabt; fra det øjeblik ville han kun leve for at dyrke og nyde synet af hendes fortryllende udseende. Skønheden viser sig dog at rumme mystiske hemmeligheder. Jo tættere han kommer på hende, desto mere gådefuld bliver hun, og han må sande, at ikke kærlighed, men skønhed gør blind. De ligner det perfekte par – unge, rige og smukke – men under overfladen udspilles en pervers romance mellem en ekshibitionistisk femme fatale og en voyeur på evig jagt efter sin næste rus. Snart breder følgerne af deres forholds altødelæggende kraft sig som ringe i vandet.
Skønheden er således en mørk og spooky fortælling om skønhed og besættelse, om en mand og en kvinde forbundne i et destruktivt skæbnefællesskab. Til den bitre ende.
Anmeldelse
En sjælden gang, kommer der en bog ind med posten, som virkelig tør udfordre den faste fortælling vi ellers er vant til. “Skønheden” af Winnie Johnsen må siges at være af den slags.
Historien foregår i tredje person og giver karakteristika af et klassisk eventyr, dog med et moderne twist og en usikkerhed over, hvor historien skal ende. Karakterne er navnløse, men deres roller bliver tydeligt markeret, fuldstændig som vi kan genkende Prinsen og Heksen fra andre eventyr. Jeg savner dog noget mere dialog, da historien er meget handlingspræget, men det var stadig en udmærket fortælling, da jeg kom ind i historiens rytme.
Selve historien har fokus på hvad ‘skønhed’ er og kan. Den første del af historien skal man lige ind i meningen med skrivestilen, og fange hvad pointen med historien også er. For min skyld er det ikke et minus, fordi jeg godt kan lide, når forfattere leger med os, men når det ikke er så meget en gyser som forventede, så ville jeg lade det komme noget før en anden gang. Derudover var jeg ret vild med, hvor meget vi bevægede os rundt i verden og i hovedpersonernes forhold, for det skabte en fed dynamik og gjorde mig nysgerrig på, hvor vi skulle slutte.
Det er ikke en fortælling, der tager dig med storm, men jeg sad længe og reflekterede over historien og de valg som forfatteren havde truffet. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Johnsen har fuldstændig styr på sine virkemidler og været fuldstændig bevidst om hvad læseren måtte få serveret direkte og hvad der skulle ligge mellem linjerne. Generelt er “Skønheden” en fin debutroman, men historien og moralen kunne godt have stået skarpere. Omend så glæder jeg mig til at læse andet fra Johnsen, fordi plottet og temaerne var rigtig godt skruet sammen, og ikke noget jeg tit støder på. 3.5 / 6 stjerner.
Tak til Winnie Johnsen for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Winnie Johnsen
Antal sider: 140
Udgivelsesdato: 30/01/2024
Forlag: Brændpunkt
Stjerner: 3.5 / 6