Resume
Efter et år med forsøg på at blive gravid begynder forfatteren Mia og hendes kæreste Emil i fertilitetsbehandling. Emil er far til to børn fra sit tidligere forhold. Mia har altid drømt om at blive mor. Behandlingsforløbet slider på dem begge, og Mia begynder at nedfælde sine tanker og følelser på skrift. Hendes tekster forgrener sig, og skaber et rum af frelse for Mia, men skaber samtidig også splittelse mellem hende og Emil. Kan både kunsten og kærligheden være kompromisløs? I “SULT” skildrer Tine Høeg indlevende den længsel, smerte, frustration og håb, der er er forbundet med ønsket om at få et barn.
Anmeldelse
SULT er en hjerteskærende fortælling om jagten på at skabe liv, der lægger sig som et ”ja, og” til den blomstrende danske forældrelitteratur. Den handler om Mia og Emil, der prøver at få et barn med fertilitetsbehandling, da undfangelsen ikke sker af sig selv. Det er hårdt, særligt for Mia, der ikke har børn fra tidligere forhold som Emil; det er hårdt for Mias krop, hendes selvtillid, forholdet til Emil, og til de veninder, der allerede har børn.
SULT tager format af en dagbog, der veksler mellem at føles privat, og at tale direkte til læseren. Tine Høegs skrivestil er simpel, den føles som brudstykker eller puslespilsbrikker af en historie. Dette er et effektivt, om noget ensformigt, greb i forhold til at fortælle om barnløshed. Nogle dage sker der ikke andet end en enkelt begivenhed, f.eks. at en hel dag blot beskrives som ”Testen var negativ”. Denne less is more tilgang kan nemmere beskrive den tomhed, Mia føler, bedre end lange afsnit. Skrivestilen gør også, at bogen er hurtigt læst trods sine over 400 sider.
Dagbogsformatet er med til at karakterisere personerne i bogen, ikke som hvem de virkelig er, men hvem de er for Mia. Hvor Mias indre liv står tydeligt frem på side efter side, så føles de andre karakterer mindre fuldendte. Selvom det giver mening, at længslen efter et barn lægger sig som et filter mellem Mia og resten af verden, kan man som læser blive ærgerlig over, at man ikke lærer dem i hendes liv bedre at kende.
Bogens konflikt er konstant, det er primært Mias holdning og forhold til barnløsheden, der ændrer sig. Også selvbevidstheden om, at dagbogen er et litterært værk senere i bogen, gør fortællingen (undskyld udtrykket) mere steril end den dyriske, smertefulde længsel efter et barn, der fyldte i starten.
Tine Høegs største succes i denne bog har været at portrættere kærligheden; den sårbare, inderlige, ulækre, ynkelige, seksuelle, omsorgsfulde, altopslugende kærlighed mellem to mennesker. Man hepper på Mia og Emil hele vejen igennem, og mærker deres smerte når de skændes, deres savn når de er væk fra hinanden, og deres lettelse og tryghed når de lander i hinandens arme igen.
SULT er alt i alt en følelsestung roman om det i livet, der gælder: kærligheden. Både til en partner, sine venner, sine forældre, et potentielt barn, og sig selv. Trods dens mangler, er det en bog med meget på hjerte, som leverer en ofte uhørt historie, og som er er værd at læse.
Tak til Forlaget Gutkind for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Tine Høeg
Forlag: Gutkind
Udgivelsesdato: 10/06 2022
Antal sider: 430
Antal stjerner: 4/6 stjerner