Jess Cohen er vant til at møde verden med charme, selvtillid og velplejet hår, og som CEO for en stor techstartup holder hun altid hovedet koldt og kortene tæt ind til kroppen. Intet kan ryste hende … var hun overbevist om, indtil hun opdagede, at hendes ekskæreste Jake er tilbage i New York.
Jake har aldrig forstået, hvorfor Jess slog op for to år siden, og smerten og forvirringen efter deres bratte brud sidder stadig i ham. Nu er han tilbage for at få talt ud, så han én gang for alle kan komme videre med sit liv.
Men Jess er stadig den samme kvinde, som han faldt for dengang, og da Jake får et sjældent glimt af sårbarhed bag hendes ellers så uigennemtrængelige facade, må han erkende, at han stadig elsker hende. Jess har sine egne grunde til at have paraderne oppe, grunde hun aldrig har afsløret for nogen før. Men måske er det på tide at lægge fortiden bag sig og indse, at man ikke bliver svag af at give sit hjerte til en anden?
Anmeldelse
Den her serie er kun blevet bedre og bedre for hver bog, og det har været den skønneste overraskelse, da jeg slet ikke havde regnet med det. Jess krøb ind under huden på mig efter få sekunder, og samtidig fik Jake charmeret mig så meget, at jeg blev helt blød i knæene.
Hans tålmodighed og hendes fortid er det perfekte match, og jeg kunne kun håbe og bede til, at de ville nå i mål med deres forhold. Jeg tror, at Jess er en af de karakterer, der har gjort størst indtryk på mig, og hendes historie fik mig til at fælde flere tårer. Hun er barsk på ydersiden, men når man kommer ind bagved, er hun en af de mest hjertevarme karakterer, jeg har stiftet bekendtskab med.
Jake er også en af de sødeste, og mest tålmodige mand, jeg har mødt. Han er vanvittig god til at give Jess plads og tid, og give hende mulighed for selv at mærke efter, hvad der er det rigtige for hende, selvom han allerede er overbevist om, hvad der vil være det bedste for hende. Det var også en sjov detalje, at han har adopteret nok verdens grimmeste og nok derfor charmerende hund, ud fra de beskrivelser, der er i bogen. Det giver bare bogen endnu mere varme og kærlighed.
Jeg var absolut forelsket og kæmpe fan af ’Uforløst’, som du ikke må snyde dig selv for, specielt ikke hvis du har læst de andre bøger. Du kan roligt glæde dig, da den indeholder både en skrøbelig historie, men også masser af kærlighed og skønne scener.
Tak til forlaget Flamingo for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Kelly Rimmer
Forlag: Flamingo
Udgivelsesdato: 07/06/2022
Antal sider: 355 sider
Antal stjerner: 6/6 stjerner