Spring til indhold

Wallmans Dinnerparty – Cake 2023

Gør dig klar til at opleve vores anmelderroste Dinnerparty: CAKE, fyldt med lækkerier og overraskelser i mange lag.

Med CAKE sætter vi fokus på, at der altid er noget at fejre, så tag venner, familie og kollegaer med til en fantastisk aften – og fest – i Cirkusbygningen.

Ikoniske navne & heftigt live-band

I CAKE er der ikke sparet på kalorierne! Glæd dig til forrygende fortolkninger af ikoniske navne som Michael Jackson og George Michael, nervepirrende akrobatik, medrivende dans og et heftigt live-band – alt sammen kombineret med et imponerende sceneshow.

Et overflødighedshorn af shownumre

CAKE byder på et overflødighedshorn af shownumre! Slip tøjlerne løs til hede latinrytmer og forførende salsadans under Miamis rødglødende solnedgang og kom med på en (u)hyggelig og rocket skovtur sammen med vores værtinde Megan Moore og hendes venner.

Nyd også en farvestrålende og overdådig undervandsrejse gennem danske Aquas største hits såsom ”Barbie Girl” og ”Doctor Jones” – det bliver umuligt ikke at synge med!

Akrobatik i verdensklasse

Oplev alt lige fra nervepirrende luftakrobatik i ”aerial hoop” og i silke højt oppe under Cirkussalens kuppel til et forførende contortion-nummer midt på manegen. 

Vores tvillinge-cirkusduo Duo Vilja og vores ukrainske cirkusartist Dmitriy har optrådt over hele verden og er nu klar til at tage Cirkusbygningen med storm!


Anmeldelse

Jeg har længe haft et stort ønske om at opleve et af Wallmans Dinnerparty, som har stået på min Bucket List, så da jeg fik chancen for det, tog jeg den. Da vi stod ude foran Cirkusbygningen og ventede på at dørene åbnede, var der tre af de artister, der skulle optræde i selve showet, der stillede sig op på tagstykket over indgangen og bød os velkommen med sang. På den måde var stemningen allerede lagt, inden vi trådte ind i bygningen.

Da dørene åbnede til selve salen, var det virkelig bare en wow-oplevelse. Det var så smukt og magisk inde i salen, hvor vi blev anvist til vores plads af en af artisterne. Vi fik et helt bord for os selv, og det gjorde faktisk bare oplevelsen endnu mere speciel, fordi vi følte os ekstra særlige med alt den plads. Det var der dog også andre, der havde, men det ændrede ikke på, at det var fedt kun at tage hensyn til os selv ved bordet.

Showet i år hedder Cake, og startede ud med latinmusik, solnedgang og en Miami vibe, som fik skudt showet i gang med et brag. Undervejs i showet fik vi serveret vores valgte menu, så der indimellem var pause fra underholdningen, så man havde mulighed for at snakke om oplevelsen og få spist sin mad. Maden var virkelig god, og det var meget imponerende at se, hvor hurtigt alle arbejdede for at sørge for mad til alle, rydde bordene igen og være klar på scenen til at fortsætte showet.

Næste del af showet bød på sange af George Michael og Aqua, inden vi bevægede os frem i tiden igen til Britney Spears, Billie Eilish og Sam Smith. Undervejs var der også underholdning fra Megan Moore, som var værtinde på showet, der var rigtig god til at få publikum med i stemningen og få dem til at grine. Der var også flere artistnumre, som var imponerende at overvære. De gav showet lidt ekstra spænding.

Vi sluttede af med sange fra Michael Jackson, inden det store dansegulv åbnede og forvandlede salen til en hip natklub med DJ. Der gik ikke længe, før vi bevægede os ud på dansegulvet til alle de andre, hvilket var den perfekte afslutning på en magisk smuk oplevelse.

Tak til Wallmans for pressebilletter.


Fakta

Hvor: Cirkusbygningen, Jernbanegade 8, 1608 København V

Priser:  fra DKK 699 – 1449 pr. person

Periode: Hvert show spiller fra august til juni.

Hjemmeside: www.wallmans.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *